tirsdag den 27. december 2011

Jul i multikulti-land: Censurerede stjernetæpper

Med næsten søvngængeragtig sikkerhed lykkedes det denne uges meget omtalte skoleleder på Klostervængets skole at finde frem til de allerbedste vers i "Et barn er født i Betlehem" og bortcensurere dem.
»På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå«. Den slags går ikke i den multikulturelle danske skole.
Bemærk, at landets undervisningsminister bare trak på skulderen af dette barbari og overlod sagen til skolerne selv.
Har I lyst til at smide den smukkeste del af den danske kulturarv væk, jamen så gør dog det.
Med denne politiske signalerklæring sluttede året, hvor multikulturalismen ellers officielt blev lagt i graven af europæiske statsledere.
Multikulturen er død, multikulturen lever. Og har sikkert en stor fremtid for sig.
Denne situation, som jo ikke er spor ny, gør julen til en kamptid.
Væk er den gamle selvfølgelighed, med hvilken hvert barn fik Grundtvigs sangværk helt ind på rygmarven.
Væk er den indforståede enhed af juletræ, salmesang og gaveorgie.
Der er for mange, der har tænkt sig at røre ved vores gamle jul.
Vil vi beholde den, kræver det derfor en lidt større indsats af os end af vores forfædre. Hvor ville det være skønt at få lov til at tage tingene lige så afslappet charmerende som i en Peter Faber-sang.
Men vi er nødt til at være en kende mere sammenbidte, hvis vi vil give dét videre, vi selv har fået.
Det er bare om at gå i gang.
Og der er inspiration nok at tage af.
Lad os vende tilbage til årets censurramte julesalme: "Et barn er født" - selve indbegrebet af kulturkristendom forfattet af gamle, rare Grundtvig, der var elsket ubetinget af alle, var han ikke?
Nej, Grundtvig var faktisk frosset godt og grundigt ude af det københavnske borgerskab, da han skrev salmen i 1820.
Han gik for at være en fanatiker, fordi han stod stejlt på gammeldags, bibelsk kristendom. Med denne barnesalme, der er en gendigtning af en middelalderlig krybbesang, er han også traditionens mand.
De 10 vers er komponeret stramt over den kristne treklang: tro, håb og kærlighed. Det sidste først: Guds kærlighed, der viser sig ved, at han lader sin søn blive født julenat.
Troen, der ved, at Jesu frelsergerning medfører, at al vor nød er forvunden - så sandelig ikke forsvundet.
Og endelig håbet om det evige liv i Himmelby, hvor vi engang i kor med alle engle skal hylde vor "frelser bold og broder blid" - Jesus, der både har frelserens styrke og broderens blidhed, fordi det guddommelige og det menneskelige på mystisk vis er smeltet sammen i hans person (også bortcensureret på Klostervængets skole).
Værsgo: Kristen rettroenhed med alt, hvad dertil hører af paradokser, himmelhåb og evigt liv.
Bare sat på vers.
Det, der indtil for nylig var den allermest accepterede form for hygge-nygge-kulturkristendom, blev født som alt andet end det.
Den kulturarv, som vi langsomt, men sikkert æder op, er altså skabt af folk, der ikke opfattede den som støvet kulturarv. Ikke bare anså den for en væsentlig del af dansk historie og vigtig for sammenhængskraften.
Den blev derimod skabt af folk, for hvem evangeliet var liv og død.
Uden denne alvor, ingen dansk jul, som vi kender den i dag.
Grundtvigs gav nationen en kolossal julegave med sine salmer, en gave, der vel at mærke blev til i modvind.
Salmecensuren i folkeskolen viser, at modvinden er vendt tilbage.
Med den forhåbentligt også viljen til at give gaven videre.

Jyllands-Posten 24. december