lørdag den 26. november 2011

Manu Sareens kirke

To personer i Folkekirken har jeg haft i tankerne denne uge. Denne – i ordets dårlige forstand - historiske uge.
Den ene ved mindre om kristendommen end min otteårige søn. Den anden er en højt respekteret forkynder.
Den ene sidder med egne ord på magten i Folkekirken. Den anden taler magten imod. Den ene har haft medvind de seneste par dage. Den anden modvind. Den ene er ved at skabe en Folkekirke i sit billede. Den anden siger nej til projektet og bliver ved at sige nej – det sidste er det sværeste.
Jo, selvfølgelig er den første vores ligestillings- og kirkeminister, der forleden bebudede, at Folkekirken skal til at erklære homoseksuelle par for rette ægtefolk for Gud og mennesker. 
Manu Sareen er så blid og sød og næsten indtagende i sin inkompetence, men det forhindrer ham ikke i at italesætte sig selv som intet mindre end ”chef” for Folkekirken. Pludselig lyder den erklærede antiautoritære godt gammeldags autoritær. For enhver ved jo, at undergivne skal gøre som chefen siger.
Ergo må Folkekirken rette ind efter en mand, hvis kendskab til den kristne børnelærdom nærmest er mikroskopisk og som længe har stået med det ene ben ude af Folkekirken.
Og som - og det er den virkelige anklage imod ham - tydeligvis er fløjtende ligeglad med, at det ritual, han kræver indført, er  i lodret modstrid med Skrift, bekendelse, tradition og alle betydelige teologer fra Augustin i oldkirken til Wolfhart Pannenberg i nutiden.
Manu Sareen har én intention: At føre RAF-regeringens kønsneutrale hensigtserklæringer ud i livet. Og så har kirken bare at parere ordre.
Dette stykke absurde teater ville være ret underholdende at følge, hvis det ikke lige var den evangelisk-lutherske kirke, Manu Sareen legede med.
Nej, han er ingen diktator, der spiller bold med globussen. Han minder mere om et barn, der af uopmærksomme forældre har fået lov at kaste rundt med husets fineste, nedarvede krystalglas. Sødt ser det ud når det kønne barn udholder sig. Men ikke når glassene smadres.
Og der er en del, der kan gå i stykker i Folkekirken lige nu. Hvis landets biskopper lader Sareen skrive sit kønsneutrale vielsesritual ind i Folkekirkens ritualbog, så vil man på langt sigt have trængt alle genuint lutherske ud. Enhver, der ikke kan gå ind for dette teologisk dybt utroværdige ritual, vil nemlig være reduceret til nogle rablende ekstremister, der ikke engang følger kirkens autoriserede ritualbog. Konsekvensen er ikke til at tage fejl af: Vi vil næppe kunne få embede i Folkekirken på lang sigt. Det gælder også den anden person, jeg har haft i tankerne denne uge.
Præsten Henrik Højlund.
På mange punkter er han og jeg uenige, men ingen kan være i tvivl om, at han er en dygtig, skarp og velformuleret teolog, der til enhver tid – i modsætning til diverse flommede, feje grundtvigianere – vil adlyde Gud mere end mennesker. Altså en ægte præst, ikke bare en funktionær i ornat, og af samme grund guld værd for den evangelisk-lutherske kirke her i landet.
Får Manu Sareens planer uhindret lov at virkeliggøres, vil en teolog som han næppe kunne få en fod indenfor i Folkekirken om ti år.
Tænk over det: Hvem af de to gør mest gavn for Folkekirken: Manu Sareen eller Henrik Højlund?  Hvem vil lægge mest lidenskab, engagement og arbejde i udbredelsen af evangeliet?
Svaret giver sig selv. Samvittighedsfulde biskopper bør handle derefter og sige nej til Manu Sareens forslag.

Jyllands-Posten 26. november