lørdag den 17. september 2011

Konservativt Katastrofeparti

Med udsigt til betalingsring, kvindekvoter, tvungen barselsorlov til mænd, begyndende adskillelse af stat og kirke for ikke at glemme et afgiftshop på usunde varer, er jeg umiddelbart ved at fortvivle og har lyst til at foretage mig helt irrationelle ting. Som at tage en weekendtur til det endnu betalings-uomringede København og indkøbe oceaner af chokolade, cigaretter og fede oste, mens den slags umoralske udskejelser stadig lader sig betale.
Trods udsigten til en socialistisk regering kan man dog glæde sig over, at Venstre går frem og Socialdemokratiet tilbage. Helle Thornings maskinelle udstråling og floskuløse sprog gav alligevel ikke pote. Det gjorde Johanne Schmidt-Nielsens lillepigecharme til gengæld.
Havde vestlige medier ikke generelt en forkærlighed for venstrefløjen, ville overskrifterne i den internationale presse nu lyde: ”Dansk regering i lommen på det ekstreme venstre” og mange iagttagere ville bekymret spørge, hvorfor et rodfæstet folkestyre som det danske nu giver folk med terrorsympatier sæde i Folketinget. Det vil næppe ske.  Med få undtagelser, bl.a. Jyllands-Postens afdækning af Ø-kandidaters terrorstøtte, har hjemlige medier båret Johanne Schmidt Nielsen frem som en stjerne og ikke mindst Ekstrabladets kommentator, Hans Engell, har skamrost hende helt ukritisk.
Hvad gør det, at hun drømmer om at nationalisere bankerne, lave en sød lille revolution og at hendes nærmeste rådgiver har en dom for politisk vold?  Hun præsenterer jo sine synspunkter så friskt og sjovt.
Er det tilfældigt, at denne formalistiske lovprisning af den ekstreme venstrefløj under valgkampen kom fra en tidligere konservativ leder? Man skal ikke slå på den, der ligger ned, men principløs slingren er ved at være det eneste faste kendetegn ved De Konservative, hvis skæbnesvangre rolle i det borgerlige nederlag ikke kan overvurderes.
Lad os forestille os, at De Konservative havde haft en leder, som med ildhu havde forsvaret VKO-alliancens resultater. Som forenede kampen for skattelettelser med kampen for det nationale. Som kunne rive De Radikale deres multikulturelle utopisme i næsen, angribe DF for at være socialdemokratisk i dets økonomiske politik og løfte pegefingeren overfor Venstre, når det skejede ud med forebyggelsesafgifter og grøn overtro.
Sådan et parti ville kunne have været moralsk indpisker i en vanskelig valgkamp.
De Konservative blev alt andet. Alliancen med De Radikale i valgkampens begyndelse var ikke bare en taktisk katastrofe, der med sin blåstempling af halalhippierne fristede mange borgerlige til at stemme radikalt. Det afslørede også Lars Barfoeds principløshed: Ikke engang ét år efter, at han erklærede Gud, konge og fædreland for sin politiske rettesnor, kastede han sig i favnen på De Radikale, der siden 1905 aldrig har haft andet end foragt tilovers for den slags.
 Til gengæld holdt han sig for næsen ved DF og lod forstå, at han ikke befandt sig vel ved partiets folkelige protest mod den største demografiske ændring i Danmarkshistorien. Uf, de er nationale!
De borgerlige står nu efter 10 års tyngende regeringsansvar i en situation, hvor de frit kan skærpe profilen, rense ud og gentænke sig selv. Det trænger de i den grad til.
Men trænger Danmark til Det konservative Folkeparti? Partiet virker i stigende grad overflødigt.
Valget viste jo, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilsammen udfylder De Konservatives plads:
Føler man sig kvalt af Moder Stat, vil man stemme på Liberal Alliance. De har sans for Forretningen Danmark, ikke for Nationen Danmark. Dét Dansk Folkeparti til gengæld, der nu tegner til at blive Danmarks eneste folkelige konservative parti.
Synd for Naser Khader, Brian Mikkelsen, Per Stig Møller og andre sympatiske K-medlemmer. Men de er ulykkeligvis medlemmer af Konservativt Katastrofeparti.

Jyllands-Posten 17. september