lørdag den 13. august 2011

Ekspertkrig, tak. Om optøjer i England og Deadlines skandaløse post-Breivik ekspertbrug

Det var først, da det blev meddelt, at optøjerne var nået helt op til Nottingham – en by jeg tilfældigvis kender godt - at jeg for alvor forstod omfanget af de optøjer, der ramte England denne uge.
Begærligt greb jeg efter en avis og fandt denne ekspert-forklaring på miseren fra lektor Michael Bøss: ”Det er helt grotesk. Men det er svært for os at forstå, hvordan det er at leve i så stor fattigdom, som de unge i betonbyggerierne gør”.
Og han fortsatte ifølge BT: ”Nedskæringerne har lukket ungdomsklubberne, og de unge har intet at foretage sig. Vrede har blandet sig med kedsomhed, indtil det hele til sidst er eksploderet”.
Vrede, kedsomhed og lukkede ungdomsklubber. Det var forklaringen på engelske byers stedvise forvandling til krigszone. De må godt nok kede sig meget i England. Men selv om jeg har kedet mig meget oven i købet i et betonbyggeri og aldrig har sat min fod i en ungdomsklub, har jeg endnu ikke brændt byer af. Heller ikke de unge, jeg kender, der sandelig også formår både at kede sig og at være vrede til tider, har røvet butikker af den grund. Læs mere