søndag den 19. juni 2011

Svinehunds-ekspert

Marlene Wind er ikke alene ekspert i det indre marked, men også i den indre svinehund. Sådan må man forstå hendes ageren i denne uge. Som professor på Københavns Universitet kan hun diagnosticere, når der ”bevidst og kynisk” appelleres til svinehunden ved det finske valg for nylig og når DF appellerer til dette bestie inde i alle os, der synes landegrænser er en god ide.
Inde bag facaden er vi altså ifølge professor Wind – jeg er i hvert fald - svin. Ikke sådan nogle søde lyserøde grisebasser med krølle på halen og flæsk på sidebenene, men ondsindede svinehunde, der både lugter, gør og bider. Og det særlige ved vores svinskhed er, at den er skjult bag et tyndt lag af borgerlig pænhed. Uhyggeligt nok kan den ikke direkte konstateres; dog kan professoren via sin forskning diagnosticere den. 
Det er det, hun gør i sine offentlige ekspert-udtalelser
Og det er problemet. Havde hun bare erkendt, at dette modbydelige dehumaniserings-mærkat var udtryk for hendes højst subjektive, private mening, var der ingen ballade. I et land med ytringsfrihed skal man have lov at bruge den - også til at hetze.  
Men Marlene Wind har klynget sig desperat til sin ekspert-status og nægtet at træde ind i de subjektive debattørers rækker.
Fordelene er også indlysende, for vil man virkeligt effektivt holdningsbearbejde befolkningen, skal man sørge for at slå sig op som ekspert. Det ved enhver: Eksperten står på et højere mere objektivt stade end debattøren.
Tænk bare på, hvor forskelligt eksperten og debattøren behandles i et TV-studie: Eksperten interviewes i ensom majestæt af en andægtigt spørgende studievært, mens debattøren må lufte sine synspunkter i mundhuggeri med en modstander.
Eksperten oplyser befolkningen om fakta; debattøren lufter bare sine meninger. Hvem har størst troværdighed?
Svaret giver selv og er den sandsynlige grund til, at Wind hele ugen hårdnakket har hævdet, at alle hendes påstande var ekspert-udsagn. Erkendte hun sin subjektivitet, var hun færdig som ekspert. Og dermed færdig som effektiv holdningsbearbejder.
Det rystende ved ugens debat er ikke, at Søren Pind kaldte hende for ”halv-Wind” i et i øvrigt lukket Facebook-forum.  Herregud, et harmløst tilnavn.
Det rystende er, at der skulle en minister-udmelding til, før debatten om hendes ekspert-status overhovedet rejstes.
Havde det ikke været for Søren Pind og Pia Kjærsgaard, havde hendes status som ekspert stadig været intakt til trods for, at det langt fra er første eller eneste gang hun synger i disse toner.
I 2008 var det irerne, der fik på puklen af hende, fordi et flertal af dem havde dristet sig til at stemme nej til Lissabon-traktaten: De var ”snæversynede” og havde alt for lidt ”medfølelse og solidaritet med de nye lande i EU”, lød ekspert-dommen. I tysk TV udlagde hun så for ganske nylig forslaget om grænsekontrol sådan: Med det sender regeringen et signal om, at vi ”mistroiske overfor enhver der ikke er blåøjet og lyshåret”.  
Blåøjet og lyshåret? Hvorfor mon denne fiksering på hår- og øjenfarve? Hvorfor denne fremhævelse af det særligt nordiske udseende? Intet, absolut intet i det, der er blevet sagt af regeringen og Dansk Folkeparti kan give næring til denne signal-udlægning. Men den har én fordel: Den får diskret antydet, at danskerne nærer racistiske, rigtig racistiske fordomme. Indrømmet, det gør svinehunde sikkert også og det er jo sådan en, en stor del af os indbygget. Ifølge professor Wind.
Nu har hun meddelt, at hun holder en pause som medie-ekspert. Godt. Imens må vi spørge os selv: Har vi de eksperter, vi fortjener?
 Jyllands-Posten 118. juni