lørdag den 14. maj 2011

Uffe Ellemann - debatkvælernes bedste ven

Under valgkampen i 1998 var jeg ivrig tilhænger af Uffe Ellemann-Jensen som statsminister og dybt skuffet, da han blev slået af Poul Nyrup.
I dag virker det helt surreelt. Uffe Ellemann som statsminister? Hvorfor så ikke lige så godt vælge Villy Søvndal? 

Det har længe været åbenbart, at Uffe Ellemann er modstander af uamputeret ytringsfrihed. Da presset var størst under Muhammedkrisen, gik han ud og krævede Jyllands-Postens chefredaktør fyret. 

Tydeligere kunne han ikke vælge side. Nu har han så gjort det igen: Denne uge kom det frem, at Uffe Ellemann samler ind til Zubair Butt Hussain, der har anlagt injuriesag mod Karen Jespersen.

Skal man forstå, hvor ussel Ellemanns optræden er, skal man forstå, hvem Butt Hussain er, og hvad retssagen går ud.

Det hele begyndte, da Karen Jespersen i 2009 kritiserede Københavns Kommune for at lade Muslimernes Fællesråd udarbejde undervisningsmateriale om integration til kommunens skoler. Man skal, lød det fra Jespersen, ikke lade "ekstremister" fortælle om ekstremisme:

»For mig handler det her primært om, at jeg er kritisk i forhold til en organisation, der er repræsenteret af personer, som går ind for stening og undertrykkelse af kvinder. Det er sådan, jeg forstår ekstremisme.«

Det var en højst berettiget kritik som enhver tilhænger af frihed og ligestilling mellem kønnene burde slutte op om. De to ekstremister i Muslimernes Fællesråd var dels Abdul Wahid Pedersen, der både har forsvaret stening, og ”mild” omskæring af piger, dels Butt Hussain, der klogeligt nøjes med at undlade at tage afstand fra stening. 
Til gengæld har han i mange år været aktiv i den pesudo-moderate organisation Muslimer i Dialog, hvor en anden stenings-imam, Fativ Alev, var formand. 
Det er en organisation, der år efter år har hentet den ene pro sharia-underviser efter den anden til Danmark og til gengæld sendt unge danske muslimer til den traditionelle koranskole, Dar-al-Mustafa i Yemen, som forfatteren Helle Merete Brix har dokumenteret.


Det var altså højst berettiget, at Jespersen advarede mod Butt og co. 

Spørgsmålet er nemlig: Hvis Butt Hussain oprigtigt syntes, stening var så modbydeligt, som det er, og sharia en uting, som islam burde renses for, hvorfor sagde han det så ikke? Hvorfor tog han ikke debatten i stedet for at prøve at kvæle den? 

Butt Hussain forsøgte nemlig at lukke munden på sin kritiker ved at anlægge injuriesag og var lykkelig, da han af retten fik delvis medhold i sin sag. Jespersen var med god grund utilfreds:

»Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt - og der findes ikke noget citat, hvor jeg siger - at Zubair Butt Hussain går ind for stening. Jeg har kun konstateret, at han ikke vil tage afstand til stening. Andet har jeg ikke sagt, og det er med velberådet hu.«

Karen Jespersen har anket den dom, som Butt Hussain har skaffet hende på halsen, og retssager koster penge. Derfor har ”jeg vil ikke tage afstand fra stening-Butt” klaget sin nød til sine venner i Udenrigspolitisk Selskab i hvis bestyrelse han bizart nok sidder. 

Og så er vi tilbage ved statsministerkandidaten fra 1998, Uffe Ellemann-Jensen, der benyttede lejligheden til at springe ud som fundraiser for en islamisk ekstremist og hans forsøg på at kvæle debatten. Uffe Ellemann vil forsyne Butt Hussain med penge, så Butt fortsat kan forfølge sine kritikere juridisk i stedet for at svare dem. 

Ganske eftertrykkeligt har Uffe Ellemann dermed valgt side til fordel for frihedens fjender.

Jeg burde have klappet i mine hænder, da han ikke blev statsminister i 1998.