onsdag den 25. maj 2011

Jeg deltog i går i en debat om ytringsfrihed og kristendom arrangeret af Fri Debat. Forbløffende og dybest ret rystende brugte min med-debattør, professor Frederik Stjernfelt, hele sit oplæg til at svine Martin Luther til, i vid udstrækning ved hjælp af tvivlsomme historiske kilder og manipulerede citater.
Den rare akademiker lød pludselig som en blanding af en jesuit og en Ekstra Blads-journalist.
Alt hvad der kunne bruges til at fremstille Luther som en islamisk teokrat blev brugt, alt hvad der talte imod denne vanvittige påstand blev forbigået.  Hvordan en erklæret tilhænger af oplysning kan være så ligeglad med oplysning og redelighed, er stadig en gåde for mig. Er det (selvvalgt) uvidenhed eller inderligt had til kristendommen, der driver ham?
Her er mit indlæg i debatten

Er ytringsfriheden et produkt af kristendommen?

Tak for invitationen til at komme og debattere i aften. Jeg skulle have diskuteret ytringsfrihed med Frederik Stjernfelt for halvandet år siden, hvor Trykkefrihedsselskabet inviterede til debat.
Men Stjernfelt meldte fra i sidste øjeblik, pga.” nogle udtalelser fra Lars Hedegaard”.
Det er en sjov form for fri debat: ”Hvis du siger noget jeg ikke kan lide, vil jeg ikke debattere med dig”.
Skulle jeg følge logikken, skulle jeg nægte at stille op i aften, fordi jeg er rygende uenig med dele af panelet. Men fri debat indebærer efter min opfattelse debat også eller netop debat med dem, man er rygende uenige med.
Derfor er jeg kommet i aften.Men nu til selve sagen, spørgsmålet:
 Er ytringsfriheden et produkt af kristendommen?
Mit umiddelbare svar er nej. Det er da et dumt spørgsmål.
Kristendommen har ikke ytringsfrihed på programmet. Den har nemlig slet ikke noget politisk program. Kristendommens drejer sig om menneskets sjæls frelse. ”Mit rige er ikke af denne verden”, siger Jesus ifølge Ny Testamente. 
Mere apolitisk kan det ikke blive.
Alligevel kan man ved nærmere eftertanke sige ja: Ytringsfriheden er et bi-produkt af bl.a. kristendommen.
 Da Muhammedkrisen var på sit højeste udtalte den berømte tyske teologi-professor, Eberhard Jüngel, at ytringsfriheden er et sækulariseret kristent gode. At ytringsfriheden er et produkt af reformationen og oplysningstiden.
Det er, så vidt jeg kan se, en korrekt historisk fremstilling.
Den første fortaler for trykkefrihed er faktisk ikke Spinoza, men den protestantiske digter John Milton, der i 1644 - et par årtier inden Spinozas sin berømte Traktat - forfattede et lidenskabeligt forsvar for trykkefriheden og mod cencur.
Bl.a. med disse ord:
"Giv mig frem for alt andet frihed, friheden til at erkende, til at tale, til uhæmmet at argumentere i overensstemmelse med min samvittighed." (Areopagitica).
Det er derfor decideret forkert, når Stjernfelt i sin berømte eller berygtede leder i Kritik skriver at ”det var oplysningen  - og på ingen måde reformationen  der bragte tanker om fuld ytringsfrihed  ind i europæisk kultur”.
Den protestantiske, puritaner, forfatteren til Paradise Lost er i den grad et barn af reformationen.
Miltons fremragende og sørgeligt aktuelle formuleringer er et tydeligt ekko af Luthers berømte ord fra 1521, hvor han blev mødt med kravet om at trække sine teser tilbage.
Ellers ville han blive dømt fredløs og efterfølgende brændt som kætter: overfor hele den daværende magtelite var det, at Luther i Worms udtalte de kendte ord:
 ”Hvis jeg ikke bliver besejret ved Skriftens vidnesbyrd eller ved åbenbare fornuftsargumenter … så forbliver jeg besejret ved de skriftsteder jeg har anført, og min samvittighed forbliver fanget i Guds Ord.
Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed."

Bemærk hvad det er Luther påkalder sig: Fornuftsgrunde og samvittighed. – Samvittigheden, der vel at mærke er bundet til Guds ord. Det er det, der går igen hos Luther, hvis optræden i Worms har givet genlyd i århundreder.
Selv Karl Marx, den gamle religionshader, skrev om Luther: ”Han brød autoritetstroen ved at genskabe troens autoritet" .
Fornuft og tro i stedet for blind autoritetstro.
Det er den samme tankerække man finder hos Milton, der i godt 100 år efter går mange skridt længere end Luther og kræver trykkefrihed. I halvt århundrede lykkedes det faktisk: Det engelske Parlament indførte trykkefrihed i 1695. Ca. 100 år før det blev indført i ”oplysningens”  land Frankrig.

Tilbage til Luther. Var han tilhænger af ytringsfrihed? Nej, her lignede han alle sine samtidige. Det var han ikke.
Ikke desto mindre bidrog han på to afgørende punkter til den udvikling, der med tiden førte til ytringsfrihed
Det gælder for første han opgør med kirken som politisk magtfaktor.
For det andet hans understregning af at kongen ikke må herske over sjælene.

Han siger i 1523: ”Når det er en sag, der gælder den enkeltes samvittighed, hvordan han eller hun tror eller ikke tror, skal den verdslige øvrighed være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt”.
Her gør han op med den middelalderens pavekirke, der anså det for sin pligt at rense kirken for vantro. Rense den ved at brænde anderledes-troende på bålet, som det skete bl.a. under inkvisitionen.
Det afviser Luther.
 Det betød ikke at han blåstemplede religionsfrihed. Forkyndte man offentligt noget, der var imod evangeliet, skulle man stoppes, og i sidste ende landsforvises.
Og med til billedet hører, at Luther til tider ikke selv efterlevede disse tanker. Hans kovending i forhold til jøderne, som han først tolererede og forsvarede og siden groft og modbydeligt angreb, er det mest kendte eksempel på det.
Lad mig endelig understrege: At være lutheraner betyder ikke at tro at Luther er et fejlfrit menneske. Tværtimod. Selv pegede han væk fra sig selv og hen til Kristus og kunne ikke selv fordrage betegnelsen ”lutheraner” – så betydningsfuld mente han ikke selv han var.
 Så lad os endelig trække alle hans fejltrin frem. Men lad os ikke bagvaske ham og manipulere med kilderne som man er nødt til at gøre for at kunne gøre ham til kristenhedens svar på Osama bin Laden.

Det er nemlig fuldstændig nonsens  at kalde Luther ”teokrat”, sådan som Stjernfelt rejser rundt og gør. Var han noget, var det anti-teokrat.
Teokraten mener, at samfundet skal styres af guddommelige, evige love, der ikke står til diskussion.  En tankegang der er milevidt fra Luther:
Han ville netop strippe kirken for verdsligt magt -  den skulle kun være ordets åndelige forkynder:
 ”Det passer sig ikke for os præster og kirketjenere at ordne eller bestemme noget i forbindelse med verdslige sager”. Derfor skulle kongen – vi ville sige staten – stå for samfundsforhold, herunder lovene, som kunne ændres alt efter tid og sted. De var netop ikke statiske og evige: ”Som landene er sådan er skikkene”, som Luther siger som argument for sekularisering af ægteskabslovene.
Det medfører en form for politisk ateisme: enevælde kunne accepteres, oligarki kunne accepteres og demokrati teoretisk set også. Der var – og det er netop antiteokratisk - ingen sakrale stopklodser for indførelse af magtens tredeling og frihedsrettigheder.
Her er Luther ægte reformator: Han opfinder ikke selv noget, men går tilbage til kilderne, nærmere betegnet til evangeliernes kendte Jesu-ord: Så giv da kejserens, hvad kejserens er og Gud hvad Guds er.
Det er, som forfatteren Dinest d´Souza påpeger, kristendommen, der skaber det åndelige grundlag for afgrænsningen af statsmagten. Kejseren er ikke Gud som i det gamle Rom og i det gamle Ægypten.
Han står derimod under Gud og til ansvar over for ham.
Det sekulære er, som d´Souza gør opmærksom på, også rent sprogligt en kristen opfindelse. Skellet mellem det verdslige og det åndelige, mellem konge og biskop går tilbage til Ny Testamente.
Sammenligner man med islam, vil man opdage at dette skel ikke findes i islam. Muhammed var nemlig både feltherre og præst, både konge og biskop. Sådan som det er i et ægte teokrati.


Kort fortalt: Hvis Martin Luther er teokrat, er månen lavet af grøn ost.
At påstå det er udtryk for oplysningsfundamentalistisk selvfed historieforfalskning. Den slags, der spreder mere mørke end lys over land.

Og er det ikke det sidste, der er opgaven?