lørdag den 21. maj 2011

”Hadefuld tale” eller fri tale?

Hvor foregår den vigtigste ytringsfrihedskamp i dag fem år efter Muhammedkrisen? På avisredaktionerne, hvor modige redaktører træffer svære beslutninger? Nej, den er i vid udstrækning flyttet ind i retssalen.

Overalt i Vesten kan krænkede følelser føre til bødestraffe, hvis det blot kan sandsynliggøres, at nogen offentligt har udtalt sig »forhånende« eller »hadefuldt«. Og disse »hate speech«-love bruges som politiske våben til at skandalisere politiske og religiøse modstandere. Det sker også i Danmark, der ikke længere er kendt som landet, der går forrest i forsvaret for det frie ord.

En lille håndfuld retssager illustrerer problemet.
 Den første sag var en direkte udløber af Muhammedkrisen: I Canada genoptrykte avisen The Western Standard Muhammed-tegningerne i 2006. Det fik to imamer til at klage til Canadas menneskeretskommissær, der håndhæver landets hate speech-lov, der forbyder »hadefuld propaganda.«

Avisens redaktør Ezra Levant blev indkaldt til forhør og af den statslige embedsmand afkrævet svar på, hvad hans hensigt havde været med at genoptrykke karikaturerne. Han svarede:
»Vi trykte de tegninger for at gøre brug af vores umistelige ret til at trykke hvad pokker, vi vil, uanset hvad pokker, du mener om det«.

Ezra Levant slog fast, at det aldrig kan være en statslig opgave at afhøre redaktører om deres private tanker og hensigter. Den slags tankepoliti hører ikke hjemme i et vestligt land. Men det gør det i Canada og i store dele af Europa.

Menneskerettighedskommissionen trak Ezra Levant i vidneskranken sammen med en anden canadier, forfatteren Mark Steyn, der ifølge klagerne også havde udtalt sig kriminelt krænkende mod muslimer i sin bestseller America Alone.

Begge de to meget højtprofilerede debattører endte med at gå fri. Begyndelsen for frifindelsen var imidlertid dybt bekymrende: Steyns tekster var »polemiske og farverige og tydeligvis skrevet for at skabe diskussion og oven i købet krænke bestemte læsere, muslimer og ikkemuslimer«, men  »synspunkterne er.. samlet set ikke ekstreme«.

Underforstået: Havde Steyns synspunkter været ekstreme, ville han ikke være blevet frifundet.
Her er vi ved problemets kerne: Hvis ytringsfrihed ikke betyder friheden til at ytre ekstreme, dumme, usympatiske og kontroversielle holdninger, så er det ikke ytringsfrihed. Og det er den frihed, hate speech-love berøver borgerne.

Som eksemplet med Ezra Levant og Mark Steyn viser, rammer lovene ikke kun kværulanter og små-bøvsende bodegavismænd.

De rammer også de modige enere, der bryder tabuer og fortæller ubehagelige sandheder. For er ubehagelige sandheder ikke også krænkende? Det vil der altid være nogen, der vil synes.
Hate speech-love er på den måde det perfekte våben til at tage livet af budbringeren i stedet for at lytte til budskabet. Man skal bare sørge for at være krænket og føle sig forhånet.

Et frisk eksempel på det finder man i dommen over en østrigsk islamkritiker, Elisabeth Sabaditsch-Wolff. Hun havde som underviser på et seminar om islam omtalt Muhammeds ægteskab med den niårige Aisha og i den forbindelse udtalt, at man efter vores moderne standarder ville kalde en mand, der fuldbyrdede et sådant forhold »pædofil«.

Det fik den østrigske stat til at anlægge sag an mod Sabaditsch-Wolff efter §283 i straffeloven, der forbyder bagvaskelse af en anerkendt religion.

I februar i år blev Sabaditsh-Wolff kendt skyldig. Dommerens argumentation er noget af det mest gakkede, jeg længe har læst:

Man kan, lød det, ikke kalde Muhammed for pædofil, da han også havde haft seksuelt samkvem med Aisha, da hun blev voksen. Ergo var han ikke kun tiltrukket af mindreårige.

Nu ved ingen, slet ikke dommeren i Wien, om kilderne til Muhammeds liv overhovedet er til at stole på. Men ville man i dag virkelig fritage en mand for seksuelt samkvem med mindreårige, blot fordi han også gik i seng med offeret som voksen? Forhåbentligt nej.

Også Danmark er med i klubben. Her er det æresdrab og overgreb på muslimske piger og kvinder, som det er krænkende og dermed strafbart at omtale offentligt.

Og så går vores hate speech-love, §266b, endda under navnet »racismeparagraffen«, så de anklagede som en ekstra straf hænges ud som »racister« i offentligheden.

Det skete i december 2010, da politikeren Jesper Langballe (DF) blev dømt for at have skrevet i Berlingske Tidende, at der er muslimske fædre, der slår deres døtre ihjel. Selv om det er sørgeligt sandt.

Og det skete for nylig, da forfatteren Lars Hedegaard – der i parentes bemærket er min gode ven og kollega – blev dømt af landsretten for at sagt, at der foregår familievoldtægter i muslimske familier.
Igen blev der ikke taget hensyn til, om udsagnet var sandt eller ej, ligesom adskillige muslimsk-fødte kvinders opbakning til Hedegaards udsagn ikke gjorde det ringeste indtryk. Udsagnet var »forhånende« og dermed strafbart.

Hvis sandheden er krænkende, skal sandhedssigerne straffes. Det er logikken bag hate speech-lovene, der ikke overraskende er et barn af Sovjet og Saudi-Arabien, der i 1965 fik FN til at vedtage den resolution, som førte til hate speech-lovenes indførelse i Vesten.
                                                                                                                                                   
Vil vi beskytte ytringsfriheden, skal vi afskaffe hate speech-lovene. Hellere i dag end i morgen. 

Kronik i Børsen 19 maj