lørdag den 30. april 2011

Politikens nye mand

Diplomatens valg
Bemærk, hvor Politiken, kulturradikalismens bastion, henter sin nye førstemand henne: I diplomatiet.
Topembedsmanden Bo Lidegaard har rigeligt med kors og bånd og stjerner på. Sikkert fuldt fortjent, men også tankevækkende.
For skulle man ikke umiddelbart tro, at en diplomat, der ville ind i bladverdenen, valgte at gå til det mere samfundsstøttende borgerlige organ, Berlingske, i stedet for til den radikale, systemkritiske avis, Politiken – Viggo Hørups gamle, aggressive kamporgan?
Naivt. Politiken i dag ikke i dag er en systemkritisk, men en systembevarende avis.
Hvilken avis læser medarbejdere i DR - landets mest magtfulde medievirksomhed? Hvilken avis drømmer journalistspirer om at blive ansat på?
Og hvilken avis søsætter de holdninger, man genfinder hos det herskende lag af gymnasielærere, læger, præster og embedsmænd?
Politiken.
Politiken er i dag kultur- og bedsteborgerskabets avis og derfor det helt logiske hjemsted for en nobel repræsentant for embedsverdenen.
Admiralen på Pinafore ville også have valgt Politiken.
Skæbnesvangert
Kort fortalt er Politikens magt Danmarks ulykke.
Sjældent har så begavede, belæste og dannede mennesker misbrugt deres privilegier så meget som Politikens ansatte de sidste 20 år.
Som Henrik Dahl formulerede det for nyligt, har avisen under Tøger Seidenfaden fundet sin eksistensberettigelse i ”den nådesløse for­følgelse af enhver, der tillod sig at betvivle visdommen i Udlændingeloven af 1983.”
Den vel at mærke måske mest skæbnesvang