lørdag den 23. april 2011

Gul som et liglagen

Sæsonens farve er gul. Vi slipper ikke for gule servietter, gule duge, gule blomster, enten i en hovedpinefremkaldende skingergul eller i en mere fimset, bleggul udgave, der kun får en vinterbleg hud til at se endnu blegere ud.

 Køn er påskens farve ikke og hvorfor lige gul?

Skal vi tro Grundtvig, er det fordi gul er liglagnets farve. Tænk på det, når du folder en gul serviet ud ved det veldækkede påskebord: Det er dødens farve, du holder i hænderne. Så livsbekræftende, ikke?

Ja, det er netop, hvad det er. Ikke død i almindelighed. Denne mands død er livsbekræftende.

Intet sted fremstilles dette påskemysterium mere indtrængende og smukt end i Grundtvigs berømte salme om påskeblomsten. Her flettes sydsjællandsk forår sammen med Paulus første brev til Korinterne til tonerne af Carl Nielsens musik. Dansk kultur i så fin en aftapning, at alle skolebørn burde lære det udenad.

Salmen er nemlig ikke bare kønne rimerier, men en lille portion anti-nihilisme, som er god at have med sig den dag, det hele ramler og tomheden truer.

Og tomheden truer, når døden truer. Døden gør enhver af os til intet, for hvilken betydning har vi overhovedet, hvis døden har det sidste ord? Ingen, absolut ingen, slår Grundtvig usentimentalt fast. Vi skal glemmes som de betydningsløse fnug i universet, vi er. »Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde.«

Denne intethed, som mange i dag har gjort til hele deres livsindhold, fylder salmedigteren med rædsel; han er meget mindre nøjsom end nutidsdanskeren, der er opflasket til at tro, at meningen med livet er at have det rigtigt rart her og nu, indtil den dag, man falder af pinden.

Der må være mere end det, efterlyser Grundtvig på randen af fortvivlelse:

»Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op som ordet går?« Den gule, forpjuskede påskeblomst fra Grundtvigs barndomshave afkræves et svar på det, der ikke bare er et interessant teologisk spørgsmål, men selve spørgsmålet.

For er Kristus ikke opstået fra de døde, så er vi de ynkværdigste af alle skabninger, siger Paulus. Så er vor tro tom, og vi selv dybest set intet, overladt til os selv som de betydningsløse sandkorn, vi er.

Både hos Grundtvig og Paulus kommer svaret på tomheds-spørgsmålet ikke som en logisk følge af det foregående argument. Det begynder med et ”men”, et spring, et brud.

Grundtvig drikker af påskeliljens blomsterbæger, ligesom kirkegængeren drikker nadvervinen. Budskabet finder han ikke i sine egne indre mavefornemmelser, det kommer udefra, ligesom Gud søn kom udefra, spadserende ind i verdenshistorien med påstanden om, at nu vendte tiden, nu skete det for alle mennesker afgørende. Nu døde Gud og gjorde dermed selve døden magtesløs og gav enhver af os mulighed for evigt liv.

Påstanden er, at ethvert menneske, selv det mest fladpandede, er så betydningsfuldt, at verdens herre selv gik i døden for at frelse det. Vi er derfor aldrig intet og har ikke ret til at gøre os selv til intet.

De sidste 100 år er det blevet brugt store mængder teologisk blæk på at genfortolke dette i sandhed ikke-rationelle budskab, så det blev mere spiseligt for det moderne menneske. Det er ofte endt i fortyndede omtolkninger og rationaliserende bortforklaringer, der kun har gjort budskabet uklart og ligegyldigt.

I dag synes det ret klart: Enten er Jesus opstået, virkelig opstået, eller også kan det hele være lige meget og påskeferien aflyses.

Jeg holder på det første.

GLÆDELIG PÅSKE.


Jyllands-Posten 23. april