søndag den 10. april 2011

Farlig dhimmi-logik

I ugen, der gik, blev det tydeligt for de fleste, at Vesten er begyndt at se på sig selv med islamiske øjne. Reaktionerne på nedslagtningen af en række vesterlændinge i Afghanistan 1. april viste, hvordan den kompakte majoritet, fra den frie verdens leder til redaktionskontorerne i den frie verdens presse, er i gang med at internalisere islamiske normer.
 Lad os begynde med den fællesudtalelse, Amerikas og Afghanistans præsidenter kom med:
”Begge ledere fordømte vanhelligelsen af koranen og fordømte skarpt angrebet på FN´s lejr i Mazar-e-Sharif”.
Læs lige den sætning én gang til og bemærk sideordningen: Antændingen af en død ting, en bog, sættes på niveau med nedslagtningen af 24 levende væsner. To handlinger, der ifølge den frie verdens leder fortjener lige meget fordømmelse.
Koranen er nemlig ”hellig”. Det udtrykte lederen af de vestlige styrker i Afghanistan, general David Petraeus, i søndags, hvor han fordømte ”enhver mangel på respekt for den Hellige Koran og den muslimske tro, især afbrændingen af Den hellige Koran”.
Først derefter udtrykte generalen sin medfølelse med ofrene for nedslagtningen ”som fandt sted i kølvandet af afbrændingen af Den hellige Koran.” Tre gange hellig Koran i tre sætninger.
Husk lige, hvad der er så helligt for den amerikanske general: En bog fra hvis sider det drypper med had og voldsopfordringer mod jøder, kristne og alle ikke-muslimer, dvs. mod stort set alle de vestlige soldater, der sætter livet på spil i Afghanistan. De er urene, siger Koranen, som er hellig, siger generalen.
Ja, faktisk er koranen så hellig, at det egentlig er koranafbrænderens skyld, at de 24 blev slået ihjel. Som Ritzau formulerede det: Koranafbrændingen har ”kostet mindst 24 mennesker livet”.
Det var pokkers. Tænk, at en lille bitte brand i en lille bitte menighed i Florida kan tage livet af 24 mennesker i Afghanistan. Præsten, Terry Jones, må have overnaturlige kræfter.
Det mener de engelske myndigheder også, siden de tidligere på året nægtede ham indrejse. Han er for farlig til det England, der engang var et fyrtårn i forsvaret for vestlig frihed.
Er der noget, der er farligt er det ikke den symbolske afbrænding af Koranen i verdens mindste menighed i Florida, men derimod Vestens dengsede dhimmi-reaktion på hævnmordene i Afghanistan.
Sagen er jo, som den altid klarhjernede Ayaan Hirsi Ali for længst har gjort opmærksom på, at der kun er én hovedansvarlig for drabene: præsident Karzai.
Det var ham, der sidste torsdag holdt en opflammende tale om koranafbrændingen, der havde fundet sted tre uger tidligere, uden at nogen i offentligheden bemærkede det. Det var ham, der på den måde gav bolden videre til imamerne, der om fredagen fik fyret godt op under deres menigheder, som så gik ud og gjorde det beskidte job.
Og det er ham – manden med de uskyldige vesterlændinges blod på hænderne - præsident Obama tog under armen og lavede en fælleserklæring med, der mellem linjerne placerer en stor del af ansvaret for mordene på Terry Jones. 
Ugens bedrøvelige komedie demonstrerer én ting: Vestens svaghed. Det er ikke os, der eksporterer vestlig tankegang til det islamiske Afghanistan; det er det islamiske Afghanistan, der eksporterer islamisk tankegang til os.
De er ved at lære os at tænke som urene dhimmier, der fortjener alle de tæsk, vi får, fordi vi er frie, ikke-islamiske mennesker, der behandler den uhellige koran, som vi vil.
Men hvis man opfører sig som en uren, der fortjener de tæsk, man får, beder man om endnu flere tæsk. Og vi skal nok få dem.

 Jyllands-Posten 9. april