søndag den 3. april 2011

Det sjælløse menneske

Nypuritanisme. Det tales der en del om for tiden. Det er f.eks. nypuritanisme, der får skylden for to onder som fedmeskat og rygelovgivning. Staten skal opdrage os til sundhed og mådehold. Rigtigt nypuritansk.
Der er bare et eller andet galt med den forklaring.
Hvis puritanismen virkelig var den dominerende åndsstrømning, hvordan så forklare den tiltagende seksualisering af offentligheden? Hvordan forklare, at danske forældre synes det er helt okay, at deres 12-årige ser blød-porno-programmet Paradise Hotel?
Hvordan forklare, at det regnes for flot, når X Factor-vinder Sarah tungekysser med sin lesbiske kæreste på avisernes forsider – og i øvrigt kun vinder sangkonkurrencen, fordi hun højlydt udbasunerer sin seksuelle orientering?

Undskyld, men den slags var altså ikke gået i dronning Victorias puritanske England.

Vores tid er ikke puritansk, men domineret af en anden moral. Kroppens moral. Alt, hvad der er godt for kroppen, er moralsk acceptabelt. Alt, hvad der er dårligt for den, er umoralsk. Derfor kan ”puritanske” kampagner mod fedme og rygning gå hånd i hånd med ”hedonistisk” sex-dyrkelse. Sex er jo så sundt.  Skam få den, der undertrykker sit behov i den retning. De eneste, der virkelig fortjener fordømmelse er dem, der fordømmer grænseløs seksuel selvudfoldelse.  Og ryger samtidig.
Selvet er reduceret til krop.
Manden bag denne diagnose af det vestlige samfund er den franske filosof Robert Redeker.
Redeker er herhjemme bedst kendt som den franske Kurt Westergaard, manden, der siden 2006 har måttet leve under jorden, fordi han kritiserede Muhammed i Le Figaro. Under denne prøvelse oplevede han metervis af amoralsk principløshed og konformisme, og det er den, han nu giver en dybdeborende forklaring på i Egobody: Hvordan man skaber det nye menneske.


Vi, der ikke formår at læse ham på fransk, kan heldigvis læse Monica Papazus fyldige gengivelse i Tidehverv.
Ifølge Redeker oplever vi for tiden et brud af historiske dimensioner: Siden Sokrates og især siden kristendommen har europæisk civilisation været centreret omkring sjælen, det indre menneske.
Mennesket er først og fremmest blevet opfattet som et åndsvæsen, stolt af ikke at være som dyrene, der lever en dorsk, tryg tilværelse, stolt af vores urolige hjerte. At være menneske var at kunne skelne mellem godt og ondt og at stå til ansvar over for noget uden for den ydre verden, Gud. At være menneske var at bekymre sig for sin sjæl, for sin sjæls frelse.


Lyder det fortidigt? I så fald har Redeker ret: Det nye menneske er det sjælløse menneske, et stykke natur, der bekymrer sig mere om kroppens frelse end om sjælens, og som derfor roligt kan aflives, den dags dets krop ikke mere er noget værd. Eutanasi er lige på trapperne. Fortiden ligegyldig. Behovsopfyldelse og selvudfoldelse vigtigst.


Egobody-mennesket reducerer altså sig selv til et dyrisk væsen, der lever under en himmel, tømt for alle værdier, der kræver selvopofrelse, lige fra fædrelandet, næstens vel og retfærdigheden.
Hvorfor skille sig ud fra flokken og kæmpe for det rette, når det er så forbandet ubekvemt og kan skade ens liv og karriere? Konformisme er den naturlige eksistensform for Egobody.  Brød, skuespil og X Factor før alt andet.
Hvis du siger: ”Hvad gavner det et menneske, om han vinder den ganske verden, men tager skade på sin sjæl?”, vil Egobody spørge: Hvad er en sjæl for noget? Har aldrig hørt om det. Og er det egentligt sundt for mig?
Hvis denne diagnose er korrekt, hvis Egobody-barbaren er ved at blive den nye rollemodel, er der dyb grund til bekymring

 Jyllands-Posten 2. april