søndag den 13. marts 2011

Pind og la-la-liberalisterne

En svækket regering har fået en stærkere integrationsminister.

Søren Pind er ikke bare mere vidende end Birthe Rønn Hornbech, der aldrig for alvor har været i stand til at kende forskel på islam og Indre Mission. I modsætning til hende er han også i stand til at sætte en vigtig udlændingedagsorden, som nu med assimilationsdebatten.

Betegnende nok har ingen af hans kritikere endnu været i stand til at give et sammenhængende svar på hans ret enkle spørgsmål: 

Hvis man vil have dansk statsborgerskab uden at ville være dansk, hvad er det så, man vil? Hvorfor bliver indvandrerlobbyen så fornærmet over, at man insisterer på, at udlændinge skal være en del af det danske fællesskab?

Oppositionen har været forarget, det samme har Journalistisk Venstreparti i DR og TV 2, der kun kan stille kritiske spørgsmål til Søren Pind og ikke til hans modstandere. Heller ikke Naser Khader, der virker mere og mere malplaceret som ordfører for et parti, der kalder sig konservativt, har været tilfreds.

Allermest interessant er imidlertid meldingen fra Liberal Alliance. Anders Samuelsens reaktion på Pinds kritik af den udvandede brug af ordet integration var en radikal politiker værdig:

»Søren Pind skal passe på, at han ikke bliver grebet af en eller anden angst, som får det hele til at vælte for ham.«

Åh, Gud, angsten for angsten.
 Vaskeægte Jelved-muzak fra sidst i 1990'erne. Men det bliver bedre endnu. For mens hele Europa er på vild flugt fra multikulturalismen, springer Samuelsen ud som fuldtonet tilhænger af den. Begrundelsen? Hans søn har en thailandsk kæreste, der laver dejlig mad. Samuelsen kender multikulturen hjemmefra, så hvad er der at være bange for, Søren Pind? Med Samuelsens egne ord: »Der er Grundtvig, højskolesangbogen, andelsbevægelse, Den Dansk Salmebog side om side med, at min søn står og forbereder det ene thaimåltid efter det andet.«

Ren Vollsmose kan man høre. 

Samuelsens svar på Pinds opfordring til assimilation og frihedskamp er altså kokosmælk. Goddag mand. 

Den lysblåøjede Samuelsen er uden tvivl en ørn til skattepolitik, men når det kommer til udlændinge og presset fra islam, lyder han som et barn. Et lille barn, der har gået i radikal skole og siddet for længe i rundkreds til at få hele Grundtvig-teksten med. For hør en gang, hvad Grundtvig selv siger om indfødsret og assimilation:

»Til et folk de alle hører som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild.«

Man hører først hjemme i Danmark, når man taler dansk og viser sig loyal over for sit nye land. Gør man ikke det, udelukker man til gengæld sig selv. Det hedder videre hos Grundtvig: »Resten selv som Dragedukker sig fra Folket udelukker, Lyse selv sig ud af Æt nægter selv sig Indfødsret!«

Grundtvig giver her det klare svar på Pinds spørgsmål: Hvad er det, man gør, hvis man vil være dansk statsborger uden at være dansk? Man diskvalificerer sig selv. Den slags ”dragedukker” ville Grundtvig næppe nogensinde finde værdige til at få tildelt statsborgerskab - uanset hvad diverse FN-konventioner siger. 

Så er der to, der står sammen i den aktuelle assimilationsdebat, er det Pind og Grundtvig, mens multikulti-Samuelsen er på vild flugt fra den gamle.

Med sin offensiv har integrationsministeren dermed som en væsentlig bieffekt opnået at få Liberal Alliance til at træde i karakter: De er borgerlige på den økonomiske politik, men radikale på integration. La-la-liberalister med andre ord: Velfærdskritikere for åbne grænser, mere multikultur og mere af den gamle radikale lad-os-lukke-øjnene-politik over for islam.

Så er alle borgerlige vælgere advaret.

Jyllands-Posten 12. marts