søndag den 20. marts 2011

Lærd mand i modvind

Søren Pind har valgt at være snakke-minister. Det siger han selv: Det er »ordet, der skal føre kulturkampen«.Ord, ord, ord - men hvad med handling? Er det hele bare skum på tungen? Dog får Pind med alle sine tilsyneladende handlingstomme ord også sagt væsentlige ting. Forleden var det meningselitens selvhad, han spiddede. Meget klogt er der blevet sagt om den vestlige masochisme, der har påført os masseindvandring, islamisering, økologisme og kulturel analfabetisme.

Men er det egentligt selvhad, vi oplever hos eliterne? De viser jo ingen tydelige tegn på fortvivlelse eller disharmoni, hvad selvhad i egentlig forstand indebærer. Tværtimod ser de ud til at have det rigtig godt med sig selv, mens de hader og foragter vestlig, herunder dansk, kultur. »Det er ikke masochisme, men gruppeegoisme.«

Sådan skriver historikeren David Gress i sin erindringsbog, der udkommer til april. Og Gress ved, hvad han taler om. Som sprænglærd historiker og filolog med diverse ansættelser på danske, amerikanske og engelske universiteter kender han eliterne indefra. Det gør hans erindringsbog til en læseoplevelse. Hans livsskildring handler nemlig ikke kun om ham selv, men om en afgørende epoke i Vestens historie. Gress hører til den sidste generation, der oplevede det gamle rodfæstede Danmark, der udstyrede hver folkeskoleelev med et solidt kendskab til landets kultur, herunder bibelhistorien og salmeskatten; og fra første parket følger han, hvordan denne kultur nedbrydes først af marxismen, siden af multikulturalismen, som ikke er andet end en »farlig og romantisk illusion«.

Gress har en sjælden evne til at være i modvind. Som søn af forfatteren Elsa Gress havde han alle muligheder for at blive en del af parnasset, men en imponerende stædig selvstændighed byder ham at bryde med moderens let venstresnoede grundholdninger og gør ham både til glødende koldkriger og til en lige så lidenskabelig modstander af den socialdemokratiske velfærdsstat. Gress er ægte konservativ - en både sjælden og truet art her i landet. Hvorfor er det lige, at en mand som han ikke sidder som lektor eller professor ved et dansk universitet?

Hans formidlingsevne er formidabel, det ved enhver, der har læst hans bøger, og hans næsten nørdede kærlighed til lærdom er smittende.

Han er kort sagt indbegrebet af en universitetsmand, der vil kunne inspirere og oplyse ethvert videbegærligt ungt menneske. Bogen giver selv svaret: Kulturmaxismens erobring af universiteterne gjorde en mand med hans holdninger umulig, og senere sørgede Helge Sanders fatale fra forskning til faktura-doktrin for at gøre livet surt for forskere, der sætter lærdom højere end samfundsrelevans.

Gress må hutle sig igennem og er i dag helt uden for den universitære verden. Den dejligt aggressive bog er da også fuld af udfald mod dem, der i hans øjne har vandaliseret universiteterne og samfundet. Vreden, gudinde besyng!

Og vred bliver man under læsningen af bogen, der også er et langt anklageskrift mod den danske velfærdsstat, dansk jantelovskultur og dansk middelmådighed. Som halv amerikaner ser Gress Danmark udefra, og hans blik er skarpt og nådesløst - også ofte for nådesløst. Tankevækkende nok slutter han af med denne hyldest til de almindelige, hårdtarbejdende danskere, der er »langt bedre end dine og mine magthavere fortjener. De holder hjulene gående for folk, der foragter dem, misbruger deres tillid og ødelægger deres land.«

Hvis der skal rettes op på ulykker af denne kaliber, er der brug for andet og mere end ord.
Jyllands-Posten 19. marts