søndag den 27. marts 2011

Krig ude, kapitulation hjemme


Jeg var væk fra nyhedsstrømmen et par dage i sidste uge, og da jeg kom tilbage igen, var Danmark i krig. Vupti, så havde et enigt folketing stemt for intervention mod Gaddafi, en fjern diktator i et fjernt ørkenland, som hverken på den ene, anden eller tredje måde udgør en trussel mod Danmark.
Det forsamlede folketing lød som en flok amerikanske neokonservative, klar til at erklære krig mod alle tyranner kloden rundt.
Nu havde man ellers lige lært af den danske mainstreampresse, at det måske ondeste i verden var amerikanske neokonservative, de grå eminencer bag skurken over dem alle, præsident Bush, hvis Irak-krig sendte hele venstrefløjen på gaden i protestmarcher for fred, mod krig.
Nu er krig godt. Rigtigt godt. Det eneste rigtige. Og SF er klar til at sende danske jenser til Libyen.
Store dele af Folketinget ser ud til at være sprunget ud som idealister, der tilsyneladende er rede til at lade et par danskere falde i kampen for Libyens frihed.
»Gaddafi skal væk, og civilbefolkningen skal beskyttes«, som Berlingske skrev i en krigsjublende leder. Er det det, man skal skrive på gravstenen over evt. faldne danske soldater: »Han gav sit liv for den libyske civilbefolkning.« Et sikkert ædelt formål og hvis vores måske fremtidige krigsminister Villy Søvndal har lyst til at sætte sit eget liv på spil for denne noble sag, skal han være så hjerteligt velkommen. Men at sætte danske soldaters liv på spil  for at Søvndal kan pudse sin glorie i Brasso, er udtryk for den form for idealisme, som er identisk med kynisme.
»Balkan er ikke en eneste pommersk grenaders knogler værd,« sagde Bismarck i 1875. Hvor mange danske soldaters knogler er Libyen værd? »Det er en krig mellem landsdele i Libyen, og hvorfor skulle danske soldater risikere deres liv for det?« lød det fra en af verdens førende militærhistorikere Marin van Creveld, der mener, at landkrig er forudsætningen for sejr.
To gode spørgsmål, som jeg ikke har hørt et eneste overbevisende svar på endnu.

De neokonservatives problem er ikke, at de er konservative, men at de ikke er konservative nok. De nærer en virkelighedsfjern idealistisk tro på, at alle mennesker kloden rundt kun drømmer om at installere et vestligt demokrati, og at ethvert oprør mod en tyran derfor bør få Vestens moralske og militære støtte.
At magtfulde grupper i Mellemøsten kun vil bruge friheden til at afskaffe friheden hurtigst muligt, lukker de øjnene for.
Venstrefløjen, der har en lang tradition for at støtte vold og krig, hvis der blot er sikkerhed for, at kuglerne ikke affyres i forsvar for Danmark og dansk-vestlige interesser, kan sagtens hoppe med på den vogn, sådan som vi ser det med især SF i denne tid.
Med Melanie Phillips' ord: »Det forfærdelige faktum er, at Vesten ikke længere godtager krige, der føres for at forsvare Vestens egne interesser.« En krig er kun retfærdig, hvis den forsvarer alle mulige andres interesser.
Derfor er regeringen så skræmmende hurtig til at intervenere i Libyen og anderledes apatisk, når det gælder hævdelsen af dansk suverænitet.
Næste kapitel i den langstrakte hjemlige EU-rets-og konventionskrig blev nemlig skrevet i den forløbne uge.
Da eks-integrationsminister Birthe Rønn Hornbech med flere års forsinkelse råbte vagt i gevær over for EU-retten, der undergraver dansk suverænitet, var hendes efterfølger Søren Pind hurtig til at hejse det hvide flag. Alt skal vi ifølge ham underlægge os lige fra forældede FN-konventioner til forrykte EU-domme. Total kapitulation.
Men i ørkensandet er vi vældige krigere.


 Jyllands-Posten 26. marts