tirsdag den 8. marts 2011

Hævnens Danmark



Det var et stort øjeblik, da Susanne Bier modtog sin Oscar og på bedste Valby-engelsk fremstammede sin tak. Stort, både fordi hun er dansker og fordi hendes film giver et så præcist billede af Danmark i dag. Hævnen viser et samfund, der har frasagt sig myndighed og retfærdighedshåndhævelse, og derfor overlader sine borgere til eftergivenhed eller selvtægt.
Dilemmaet i filmen personificeres af drengen Christian.
Det er, og det er det sørgelige, netop hans fineste karaktertræk: Hans retfærdighedssans, hans loyalitet overfor sin mobningsplagede kammerat, Elias, og hans mod, der fører ud ham ud i selvtægt og lovbrud.
Han handler, fordi andre lader stå til. De andre, der svigter så eklatant, er skolens lærere, den verdslige myndighed i det mikrosamfund, en skole er.
 De ved, Elias pines af sin plageånd i klassen, men tørrer ansvaret for miseren af på Elias´ manglende sociale kompetencer. ”Han isolerer sig, og det er et problem”, som de udflydende, ansvarsforflygtende lærere siger til Elias´ forældre i den mesterligt gengivne skole-hjem-samtale.
Moderen, der har problemerne inde på livet og sin sunde fornuft intakt, protesterer, mens faderen – fraværende, svensk læge – til gengæld æder fraserne råt.
Åh, hvor præcist og ironisk: Det er faderen, der repræsenterer faderløsheden i filmen. Og det er ham, der får en brat opvågnen til sidst.

Havde folkeskolen i filmen håndhævet disciplin, myndighed og autoritet, ville Christian aldrig være blevet drevet til at tage loven og hævnen i egen hånd.
Men når voksne optræder som børn, må børn påtage sig rollen som voksne. Og det går selvfølgelig galt. Og det skal gå galt, for retfærdighed skal ikke erstattes af hævn, og retssamfundet ikke af en parallel, privat børnejustits.
 Når filmen gør så dybt et indtryk på alle, der ser den, er det selvfølgelig fordi den beskriver et fænomen, vi alle kender. Enhver, der har haft sit barn i folkeskolen, genkender lærerne og den slatne antiautoritære holdning, der i filmen får så alvorlige konsekvenser.
Men det er ikke kun et skoleproblem, der skitseres. Havde lærerne været strenge og myndige, havde vi jo også haft balladen. Nul opbakning fra skoleledelsen. Næsten ingen opbakning fra forældrene, og slet ingen fra offentligheden. Sort skole og autoritære lærere, kan vi lide det? Nej da.
Derfor er det også kun de færreste, der vil påtage sig uriasposten som stålsat repræsentant for den verdslige myndighed.
Hvem har f.eks. lyst til at være den næste nationale dørmand? Jeg tænker på posten som integrationsminister. Integrationsministeren skal føre VKO-regeringens stramme udlændingelov ud i livet. Derud, hvor den bliver konkret, og hvor der skal siges nej til søde, fotogene mennesker, som den elektroniske presse elsker at give masser af taletid (de kriminelle, som får foræret statsborgerskab pga. forældede konventioner, ser vi meget mindre til). Hun skal holde folk ude, for at folk inde kan få det godt. Hun skal altså gøre forskel. Ondt, autoritært og uretfærdigt. Spørg bare Journalistisk Venstreparti, der året rundt driver kalkunjagt på den til enhver tid siddende integrationsminister.
Bertel Haarder, der introducerede udtrykket national dørmand, holdt da også kun ud på posten i fire år, Rikke Hvilshøj i knap to, og nu tipper stolen så under Hvilshøjs efterfølger og værste kritiker.
Hvem har lyst til at overtage posten efter Rønn Hornbech? Man skal være højtbegavet, pletfri, have nerver af stål og elske at være genstand for had og alenlange afhøringer af venstrefløjen og venstrefløjspressen.
Måske vi skal spørge Superman eller en supermasokist.
Hvem andre vil frivilligt påtage sig uriasposten som myndig dørmand i Hævnens Danmark, hvor myndighed og stålsat retshåndhævelse er fyord?

Jyllands-Posten 5. marts