lørdag den 26. februar 2011

Når staten er prinsen på den hvide hest

Det er et fænomen i stigning: faderløse familier, rene kvindefamilier, hvor manden definitivt er kørt ud på et sidespor, og to singlemødre deler hverdag, børn og dagligdags problemer.
Skal man tro fremtidsforskerne, bliver der flere og flere af den slags ”kvindefamilier”. 

Og det giver ved nærmere eftertanke god mening. Hånden på hjertet: Hvad skal vi kvinder egentlig med mænd i Danmark i dag? Vi behøver ikke en mand for at stå hvid brud (snart heller ikke i en kirke), vi behøver ikke en mand for at få et barn, og vi behøver ikke en mand for at blive forsørget. 

Mænd er ved at være lige så overflødige som haner i et moderne hønsehold. Så hvorfor ikke skifte manden ud med en god veninde, der har samme interesser som en selv, som gider at gå i butikker med én hele lørdagen, og som faktisk hører efter, hvad man siger? 

Ifølge fremtidsforskeren Birthe Linddal Hansen er mange danske kvinder begyndt at tænke sådan. Hun siger til Information: »Der er altså tale om et brud på århundreders traditioner, hvor kernefamilielivet har været i centrum.« 

Ja, der er tale om et brud, men hvad skyldes bruddet? Hvad er grunden til denne tiltagende faderløshed, hvis omkostninger for børnene undersøgelse på undersøgelse har dokumenteret? 

Nu kommer vi til det interessante. Flere er begyndt at forstå, at dette skæbnesvangre brud ikke bare et er led i den uafvendelige årsagskæde, vi kalder udviklingen med stort U, men resultat af en bestemt ideologi. 

I samme artikel udtrykker etnolog Lone Rahbek Christensen det på den måde, at kvindefamilierne er en filosofisk idé, som blev effektueret med fuldt overlæg fra midten af det 20. århundrede, og hun peger på, at kvindefamilierne er en direkte konsekvens af statens planer om at skabe et velfærdssamfund.

Her skal velfærdssamfund forstås som noget langt mere omfattende end et samfund, hvor staten sørger økonomisk for alle, der ikke kan sørge for sig selv. Her er velfærdsstatens ambition i sidste ende skabelse af det nye menneske, befriet fra alle gamle fordomme. Derfor skulle prægningen af børnene overdrages til professionelle, som - og det har danskere jo ædt råt i dag - simpelthen er bedre til at tage sig af en etårig end dets uudannede forældre. 

Og derfor skulle den enkelte sættes fri af alle de snærende bånd, som der jo er mange af i det forpligtende fællesskab, en familie er. Den ”traditionelle” familie skulle opløses, så det nye menneske kunne opstå.

Etnologen Lone Rahbek Christensen finder tankegangen på højeste politiske niveau i Danmark i 1960'erne, en tankegang, der ikke overraskende har sin rod i vores broderland: Sverige. 

»Svensk socialisme handler om hjemmet,« som professor Yvonne Hirdman udtaler i Mikael Jalvings spændende nye bog om Sverige. Det er her, det nye menneske skabes, og derfor er hjemmet det sted, de svenske sociale ingeniører kaster sig over. Hovedarkitekterne bag denne utopiske reformisme er det berømte/berygtede Myrdal-par, som vores Jens Otto Krag var inspireret af. 

Alva Myrdal ønskede at befri kvinderne fra hjemmet (læs: børnene), men hvem skal befri dem? Det skal staten, der dermed får rollen som prinsen på den hvide hest, befrieren, der giver kvinden beskyttelse og penge og tager sig af hendes barn. Og som oven i købet er en fjern, ikkekrævende satellitægtemand. Når hun har ham, hvad skal hun så med ham, der sidder og ser fodbold?

Den skandinaviske velfærdsmodel har selv skabt faderløse familier. Så vi kan se frem til flere af dem. Og mænd se frem til at være lettere overflødige.
Jyllands-Posten 26. februar