lørdag den 19. februar 2011

Multikulti-kritik uden konsekvens?


 Det er blevet en trend blandt europæiske statsledere at erkende multikulturalismens fallit. Merkel, Cameron og Sarcozy gør det, ja, selv i mega-multikulturelle Canada stiger skepsissen. Kritik af multikulturalismen er blevet det nye sort. 
Der er selvfølgelig grund til at glæde sig over dette historiske skridt i retning af virkelighedserkendelse.

Men der er også grund til at spørge: Hvad bliver det til? Er det andet end mundsvejr? Hvad har de europæiske ledere egentligt tænkt sig at gøre for at rette op på skaderne?
”Tyskland er ved at afskaffe sig selv” skrev Thilo Sarrazin og blev fyret med Angela Merkels velsignelse, hvorefter hun selv overtog dele af hans pointer. Ikke uden grund var samme Sarrazin her i avisen temmelig illusionsløs i sin bedømmelse af nye multikulti-kritik:

 ”Den politiske verden er ikke upåvirket, den har lagt en vis bevægelse for dagen. Men det er blevet ved ordene. Situationen er uforandret. Mange politikere venter øjensynligt på, at den voldsomme reaktion, som min bog affødte, forsvinder i ly af næste voldsomme røre.”

Man holder en modig tale, beroliger de bekymrede, og lader så i øvrigt stå til. Grænserne får stadig lov at stå på vid gab, så multikulturalismens skadevirkning nr. 1, islamiseringen, kan fortsætte.
Multikulturalismen er jo, som den amerikanske kommentator Mark Steyn formulerer det, ikke andet end et dække over den økonomiske fiasko, masseindvandringen har medført: ”Okay, masseindvandringen gør os ikke rigere, men den gør os til bedre mennesker”. Nu indser man, at samfundet ikke blev bedre af masseindvandringen, men gør ikke noget ved den.
 Multikulti-kritik som beroligende medicin. Det er Sarrazins kuldslåede fortolkning af statsledernes seneste udmeldinger.
Camerons tale er blevet mødt af tilsvarende skepsis. Selvfølgelig er det glædeligt, at han har overtaget den engelske kommentator, Melanie Phillips´ udtryk ”muskuløs liberalisme”, men hvor bliver musklerne af? Camerons regering gør jo selv intet for at begrænse den masseindvandring, der er godt i gang med at ændre Storbritannien for altid.

Herhjemme kan vi bryste os af at være foregangsland både når det kommer til multi-kultikritik og stram udlændingelov. Men det er ved at være en saga blot. Udlændingeloven er godt i gang med at blive udhulet af Metock-domme og FN-konventioner, for det er ikke længere det danske folketing, der suverænt bestemmer, hvem der skal ind i landet og hvem, der skal have indfødsret. Folkestyre er ved at blive afløst af EU- og konventions-styre.
Denne uge gav et frisk eksempel på det. Når tusindvis af tunesere, på jagt efter velstand og arbejde i Europa, strømmer til øen Lampedusa, må Italien ikke bare udvise dem. Sådan lød det fra Europarådet. Skal Italien foretage sig noget, skal det først omkring FN, så man sikrer sig, at alle konventioner overholdes, udtrykte Europarådets formand, Mevlut Cavusoglu, som i øvrigt er tyrker. Vi ved godt, hvad dette vil medføre: Intet effektivt vil blive gjort for at beskytte Europas ydergrænser. Al handling vil drukne i klassisk EU-ansvarsdiffusion, og regningen vil alle EU-lande, takket være Schengen, komme til at betale, når de illegale indvandrere spredes rundt omkring i Europa.
Så længe Cameron, Sarcozy, Merkel og Løkke ikke gør sig til talsmænd for et stop af indvandring fra ikke-vestlige lande, og ikke gør op med EU's overformynderi, der fratager de enkelte lande retten til suverænt at fastsætte, hvem de vil have ind i landet, og hvem de vil holde ude, forbliver al multikulti-kritik tom og uforpligtende snak.
Der er en tid til at tale og en tid til at handle. Vores tid er så afgjort det sidste. Vi har ikke brug for multikulti-kritik uden konsekvens.

 Jyllands-Posten 19. februar