lørdag den 12. februar 2011

Lad de små bamser komme til mig

Når bamserne i Sthen kirke i Helsingør igen den 8. marts døbes og bagefter udstyres med en af kordegnen underskrevet dåbsattest, sker det kun for at få kristendommen ”ned i niveau”.

Sådan har det lydt fra den efterhånden bekendte bamsedøbende præst, Kirsten Knutzen. Min gratulation til Kirsten Bamsedøber. Hendes projekt er lykkedes: Folkekirken er ganske rigtigt kommet ned i niveau. Også i den grad.

Professionelle kristendomshadere som Malene Busk, Frederik Stjernfelt og Mikael Rothstein burde sende hende blomster, for med en enkelt dukke-bamse-gudstjeneste formår Kirsten Bamsedøberen at gøre det, de i årevis forgæves har forsøgt: 

At fremstille kristendommen som den mest banale form for latterlig overtro, at få det helligste til at ligne noget ligegyldigt fis.

»Jeg lægger bamsedåben så tæt som muligt på dåbsritualet«, forsikrede Kirsten Bamsedøber. Vi ved derfor ikke præcis, om hendes pædagogiske besudling af sakramentet, genfødelsens bad, også indbefatter korstegnelse for bamsens ansigt og bryst til »et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus«, om der er faddere tilstede, og hvordan dåbsbefalingen gengives. Måske: »Gå derfor hen og gør alle bamserne til mine disciple«? 

Men vi ved, at hele 80 bamser er blevet døbt, hvad der jo må have fået dåbsprocenten ordentligt i vejret, og at den annoncerede romantiske forårs-bamse-vielse efter ugens debat er taget af bordet. 

Det sidste er måske meget godt, 
for her er vi på farlig grund. For tænk om hun valgte at vie en bamse i matrostøj til en bamse i hvid kjole? Ville det ikke være diskriminerende over for dem, der identificerer sig med to bamser i matrostøj? Hun kunne foregribe en klage fra Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske og Kjeld Holm ved at lade fire bamser, to af hvert køn, vie på én gang og lade det være op til bamserne selv at finde sammen på kryds og tværs.

Hvis bamser kan blive døbt i Den danske Folkekirke, kan de vel også blive polygamt viet.

Det sidste er måske tættere på end vi tror. Forleden deltog jeg i endnu en debat om vielse af homoseksuelle, og spurgte min modstander, sognepræst Jørgen Demant, hvilket argument han ville bruge til at sige nej til kirkelig velsignelse af polygame forhold. Er det alene kærligheden, der med hans afslørende formulering giver ”ret” til Guds velsignelse, hvorfor så afvise, tre, fire og fem mennesker, der hævder at elske hinanden oprigtigt? Hvorfor skal folkekirke og folketing være så småborgerlige, at vi ikke ligestiller deres forhold med ægteskabet og registrerede partnerskaber? 

Min modstanders stærkt irriterede svar lød, at det spørgsmål var alt for teoretisk. Han tager fejl. Det er ikke teoretisk. I Norge har tænksomme professorer allerede slået til lyd for en numerisk udvidelse af ægteskabet, og efter alt at dømme findes der flere polygame forhold i Europa end homoseksuelle. Og vent bare, der kommer endnu flere. Et krav om juridisk sidestilling af monogame og polygame ægteskaber kan meget vel blive en realitet om et årti eller to. 

Eneste stopklods for denne civilisatoriske katastrofe er en fastholdelse af den vestlige, kristne forståelse af ægteskabet som et forhold mellem én mand og én kvinde. 

Det har folkekirken svært ved for tiden. Ikke i Helligåndens, men i tidsåndens navn vil man indføre et kopivielsesritaul til alle elskende og dermed opløse ægteskabet.

Er jeg den eneste, der er ved at være dødtræt af en bamsedøbende Folkekirke, der bevidstløst løber efter tidsånden? 

Gid folkekirken ville være kirke, og lade de små bamser blive i børneværelset.
Jyllands-Posten 12. februar