søndag den 16. januar 2011

Sang og dronningemord

Man skulle næsten tro, det var timet og tilrettelagt: Stort set samtidig med, at De Konservative fyldte medierne med deres seneste dolkestød, var de selvsamme medier fulde af historier om DFs valgsang.
Der er en grum ironi i kontrasten mellem de jovialt jodlende DF'erne og så den troløse konservative folketingsgruppe, der mest minder om et romersk kejserhof, hvor enhver partileder, der lægger sig til at sove, risikere at vågne op i det hinsides, kvalt i en silkepude. Det syngende parti kæmper den sag, det selvmordstruede parti for længst har kasseret. 

Dette er ikke hoveren. Enhver, der gruer for en rød Helle-og-Villy-regering, må ærgre sig gul og grøn over, at De Konservative ikke engang kan hitte ud af at holde sammen. Deres evindelige magtkampe kan meget vel blive det, der kommer til at koste Lars Løkke valgsejren.

Men der er alligevel en lektie at lære af forskellen mellem de to partier; mellem det bedsteborgerlige medvindsparti og det fædrelands-besyngende modvindsparti.

Spørger man Mediedanmark, vil de, selv om de grundlæggende slet ikke kan fordrage ”højre”-partier, til enhver tid foretrække De Konservative frem for Dansk Folkeparti. De Konservative er nemlig noble, anstændige og veluddannede borgerlige. Dansk Folkeparti repræsenterer stadig bogeda-Danmark, de dumme, indskrænkede halvracister. 

Dette Politiken-renommé er grunden til, at alle borgerlige intellektuelle, også dem, der for længst har forstået, at Dansk Folkeparti har ret i, at islam er vor tids totalitære trussel, altid sørger for at understrege, at de skam ikke stemmer på DF af den grund. 

Det er grunden til, at Bent Bendtsen i sin tid tog dramatisk afstand fra Dansk Folkepartis ”menneskesyn”, og forklaringen på, at så mange konservative sjældent har forsømt lejligheden til at holde sig for næsen over DFs indskrænkede, globaliseringsforskrækkede gadekærsdanskhed. Dansk Folkeparti førte i 2000 kampagne mod euroen under mottoet ”For kronen og fædrelandet”; De konservative førte samtidig kampagne mod kronen og fædrelandet.

”Det bedste ville være, hvis Danmark blev en delstat i Europas Forenede Stater”, betroede en centralt placeret konservativ mig engang. Da jeg oprigtigt forundret spurgte: ”Hvordan kan du kalde dig konservativ, når du siger det?”, lød det uforglemmelige svar: ”Det er bare dig, der er gammeldags”.

Det er gammeldags at kæmpe for dansk selvstændighed, kultur og suverænitet. Derfor kæmper De Konservative ikke længere den kamp. 

Det er den sørgelige historie om det danske konservative parti, der i modsætning til sit britiske søsterparti aldrig har kunnet tage sig sammen til at være EU-kritiske, selv om EU er den største aktuelle trussel mod dansk selvstændighed.

Det er forklaringen på, at De Konservative aldrig vil kunne stå på en valgvideo og synge: ”Sæt dig ned, lyt engang, til en fædrelandssang.” 

Fædrelandssang! Har man hørt noget så outdated? 

Journalisterne, der først omtalte DFs valgvideo, havde også kun hovedrysten til overs for lige præcis den del af sangteksten. ”Fædreland” er altså bare ikke et ord, man kan bruge i dag, hed det. Men det kan DF's trafikordfører oven i købet på en måde, så man kan høre, det kommer fra hjertet. Ingen vil beskylde valgsangen for at være et kompositorisk mesterværk, men Kim Christiansens ørehænger er ægte og man kan høre, at han mener, hvad han synger. 

De Konservative overlod deres partis nationale arvesølv til plebejerne i Dansk Folkeparti. Det gav dem medvind i medierne, men fratog dem noget: En sag, der virkelig er værd at kæmpe for. Og har man ikke noget at kæmpe for, risikerer man at ende med at bekæmpe hinanden. 

Så mens det ene parti synger fædelandssange, begår det andet parti dronningemord. 

Det er egentligt ikke så mærkeligt.

Jyllands-Posten 15. januar