søndag den 23. januar 2011

Indre Missions lille fejhed

De må have mange penge, Hizb ut-Tahrir. Det var noget af det første, jeg tænkte, da jeg hørte om gårsdagens berygtede møde, der ikke alene holdtes på landets fineste offentlige bibliotek, men også i bibliotekets fineste sal, Dronningesalen.

20.000 kr. koster den at leje. Jeg ved det, for jeg har nyligt selv været i gang med at lede efter lokaler til et offentligt arrangement i København. 

Trykkefrihedsselskabet holder nemlig et møde om injurieturisme nu i foråret, og da vi ikke er sponseret af saudiere ligesom Hizb ut-Tahrir, var Den Sorte Diamant på forhånd udelukket. 

Vi søgte mere ydmyge steder, og valget faldt på Bethesda, Indre Missions samlingssted ved Nørreport i København, hvor man kan leje sig ind, hvis man lover at lade være med at danse eller drikke alkoholiske varer. 

Intet problem for os. Så meldingen lød, at der nu var reserveret plads. Alt var såre godt. Og så alligevel ikke, for kort tid efter kom der besked tilbage, at Indre Mission alligevel ikke ønskede at udleje til os. De havde nemlig studeret vores hjemmeside, hvor man kan finde et billede af den dødstruede svenske tegner Lars Vilks' navnkundige tegning af Muhammed som rundkørselshund med opfordring til at købe kunstværket og dermed støtte ham.

Denne tegning på vores hjemmeside var ifølge bestyreren Kai Lund, som jeg talte med, grund nok til, at de ikke ville udleje lokalet til os. 

»Vi vil ikke støde vores muslimske venner«, som han sagde.


Jeg var oprigtigt talt ved at tabe både næse og mund. Jeg mener: Det er jo ikke ligefrem Jens Jørgen Thorsens Jesus, vi bringer billeder af, men Muhammed, den mand, der ifølge Koranen beordrede kamp mod kristne. Så ikke alene er Indre Missions repræsentanter dybt usolidariske med en dødstruet mand, de fedter også for dem, der foragter dem. Oven i købet før de omtalte følsomme muslimer overhovedet har vist tegn på overfølsomhed. 
Når denne sag er vigtig, er det ikke, fordi den handler om Trykkefrihedsselskabets lokaleproblemer, der for længst er blevet løst, men fordi den er en lille dråbe i det store hav af eftergivenhed og fejhed, der præger hele Vesten. Lige som det er de små regndråber, der udhuler stenen, er det den lille civile fejhed, der skaber den store. 


Sådan ser eftergivenhedsforkæmperne ikke selv på det. De mener, at de i værste fald er naive, i bedste fald meget gode, i hvert bedre end os andre. De vil nemlig have ”forsoning” og, betroede Indre Missions generalsekretær mig i en debat på P1, de er sikre på, at Jesus ville være enig med dem. 

Tænk, det tror jeg ved nærmere eftertanke ikke, han ville. Tværtimod ville Jesus sandsynligvis være i overhængende fare for at få en §266b-sag på halsen, hvis han havde levet i dag. Jesus var nemlig temmelig karsk i mælet over for farisæerne, som han på grov generaliserende vis omtalte som kalkede grave, hyklere og det, der er værre. Havde Jesus haft fornøjelsen af at opleve Muhammed, ville stødende ord sandsynligvis også være fløjet gennem luften, inden Muhammed ville have gjort en ende på religionssamtalen med sin sabel.


»Der er noget råddent i Danmark,« skrev den tyske forfatter Henryk Broder for nylig: »Hizb ut-Tahrir får lov at holde møder i Dronningesalen, mens den ene efter den anden islamkritiker trækkes i retten, anklaget for hate speech.« 

Han har ret. 

Der er noget råddent ikke bare i Danmark generelt, men i de danske kirkelige miljøer. Det har Indre Mission lært mig.
Jyllands-Posten 21. januar