søndag den 30. januar 2011

Det frie ord for retten

Takket været Hizb ut-Tahrir og statsadvokaten er debatten om §266b igen blusset op.
Når kritik af den danske krænkelsesparagraf luftes, henviser tilhængerne gerne til Hizb ut-Tahrirs talsmand, Fadi Abdullatif, der i 2003 blev idømt 60 dages betinget fængsel for opfordring til drab på jøder. 
Helt præcist lod han dette Korancitat trykke på en løbeseddel: "Og dræb dem, hvor end I finder dem”.
Er det ikke godt, at vi har §266b til at straffe denne modbydelige  form for voldsopfordringer, spørges der. 
Nej, for dertil behøver vi slet ikke §266b.
Opfordringer til vold har været strafbare længe før krænkelsesparagraffen blev indført i 1971 og skal selvfølgelig også være det, den dag – måtte den komme snart – paragraffen ophæves.
Problemet med §266b er, at den gør ”forhånelse” ligeså strafbart som ”trusler”, og dermed udvisker forskellen mellem ord og handlinger.
Vi har jo ytringsfrihed, ikke bare for demokratiets, men for sandhedens skyld. Skal sandheden for en dag, skal der være mulighed for at lufte allehånde overvejelser og påstande, uanset hvor stødende, krænkende og forhånende, de end forekommer. Men naturligvis ikke opfordringer til vold, der blot er et forsøg på at true folk til tavshed.
Vil man beskytte ytringsfriheden, skal man derfor slå ligeså hårdt ned på voldsopfordringer, som man skal hæge om retten til at krænke.
Den danske stat gør det modsatte. Hizb ut Tahrir er f.eks. mig bekendt endnu ikke blevet politianmeldt for sin seneste voldsopfordring, mens islamkrænkere slæbes for retten.
Jeg var selv med i Frederiksberg Ret i mandags, da processen mod Lars Hedegaard fandt sted, og det var en både absurd og forstemmende oplevelse. Her stod den danske stats repræsentant og krævede en mand dømt, fordi han har siddet og snakket om islams viderværdigheder.
Ja, tænk, der sad vi i den høje ret og lyttede til et 13 måneder gammelt, perifert interview for at finde frem til de formuleringer, der skal straffes. Det var selvfølgelig godt at få genopfrisket sin historiske viden: Hedegaard fortalte om slaget ved Poitiers i 732 og kampen ved Wiens porte i 1683, indtil seancen blev afbrudt af anklagerens inkvisitoriske udbrud: ”Nu kommer det ”. 
Ja, nu kom spørgsmålet om muslimske mænds voldtægter, stillet af den i øvrigt dilettantisk dårlige interviewer, og Lars Hedegaard var dum nok til besvare det. Det skulle han aldrig have gjort, for ifølge anklageren har Hedegaard dermed ”haft én dagsorden, og den har været groft at forhåne og nedværdige muslimer. 
Det budskab er racistisk og en klokkeklar overtrædelse af racismebestemmelsen”.
Påpeger man, at der finder seksuel misbrug sted i muslimske familier, og at der ses igennem fingre med dette i islams navn, kommer man med et kriminelt, racistisk budskab. Tænk, sådan argumenterede anklageren virkelig.
Anklageren kan undskylde sig med, at ordet racisme ifølge højesteret blot betyder ”afstandtagen fra grupper af mennesker". Men hvorfor rejser han så ikke sigtelse mod drabschef Ove Dahl, der kom med nedsættende udtalelser om rumænere? Hvorfor stiller han så ikke eks-satanist Rune Engelbrecht Larsen for retten for offentligt at have omtalt DF´ere som kræftceller? Ja, hvorfor mon. 
Svaret synes at være, at anklagemyndighed skæver til, hvem der hænges ud i medierne, før den rejser sigtelse. Først en mediestorm, så et statsligt racisme-stempel. Venlig hilsen retssamfundet.
Internationale ytringsfrihedsforkæmpere som Mark Steyn, Melanie Philips og Daniel Pipes er rystede over, at det frie ord i Danmark på den måde stilles for retten. Med god grund.
Var det efterhånden ikke på tide at sætte §266b på anklagebænken i stedet?

Jyllands-Posten 29. januar