torsdag den 16. december 2010

Stakkels mand

Hold lige øje med statsministerens mand i de næste afsnit af ”Borgen”, ham, der altid sidder tålmodigt ved køkkenbordet i det pletfri køkken, hvor ikke en eneste uvasket kaffekop er at øjne, mens han tålmodigt lægger ører til karrierekonens bekymringer, når hun endelig dukker op. Ikke alene er han en omsorgsfuld baglandsmand, han er også mandig at skue - ikke noget med tændstikarme, ølmave og hængeskuldre her. Altså en perfekt ægtefælle til seriens idealistiske multikulti-statsminister, Birgitte Nyborg. Selvudslettende, men alligevel glad, flot og klog, en mand, der ikke kunne drømme om at hyre en au pair, men selvfølgelig selv klarer børn, hjem og indkøb med den ene hånd, mens han passer sit åbenbart meget overkommelige professorjob med den anden.
Jeg brugte de to første afsnit på at være skuffet over, at manuskriptforfatter Adam Price, der har så meget humor og bruger så meget smør i sin mad, kunne lave så dødssygt og dydssiret et par som Hr. og Fru. Politisk Korrekt Statsminister. Men i tredje afsnit begyndte jeg at fatte håb. Små tegn på at Birgitte Nyborgs frelste verdensbillede lige så stille vil krakelere, begyndte at vise sig. Og et oplagt sted at begynde er ved køkkenbordet.
For hvordan er det lige de ser ud i virkelighedens, de kvindelige partilederes mænd?  Hvis Helle Thorning, som Nyborg ligner mest, vil have en køkkenbordssnak med sin mand en tirsdag aften, skal hun tage en tur til lavskattelandet Schweiz. Så det er vist ikke lige ham, der henter børn i privatskolen. Og mig bekendt har Lene Espersens mand også et topjob, der kræver sit. Så Birgitte Nyborgs mand – jeg kan betegnende nok ikke huske hans navn – er næppe kalkeret af efter virkeligheden, men efter fantasien. Her, i den feministiske fantasi, findes han til gengæld. Hvert halve år udråbes Den nye Mand, fuldstændig anderledes end alle sin forfædre. Manden, der drømmer våde drømme om øremærket orlov til fædre, så han kan få lov at leve sit omsorgsgen ud, hvad han så mindeligt beder Moder Stat tvinge ham til, for skal han selv kræve orlov af sin chef, får han nerver og migræne. Manden som er med til at gøre nationen stolt, når det viser sig, at fædrene har taget 0,02% mere barselsorlov end året før. Det går den rigtige vej!
Lad os se, hvordan det går statsministermanden, og lad os så på et tidspunkt lægge hykleriet til side og se i øjnene, at langt de fleste kvinder ikke vælger baglandsmænd, men gifter sig opad.
”Hvor har du mange bøger!” udbrød en ung mand imponeret, som jeg engang i forne tider havde inviteret til te på mit kollegieværelse. Og alt hvad der var af optræk til af romantiske følelser, forsvandt for mit vedkommende som dug for solen ved den bemærkning. Mænd, der faldt i svime over mine mange bøger og som en dag ville sidde i køkkenet og se beundrende på mig, efter at han fejet gulvet, faldt jeg ikke i svime over. Sikkert en meget primitiv, hulekvindeagtigt reaktion, men meget udbredt. Diverse statistikker bekræfter, at jeg ikke er ene kvinde.
Det stiller den moderne mænd i en vanskelig situation: De skal præstere en del for at imponere og tiltrække kvinder. Og når de så gør sig umage med det (med diverse naragtigheder til følge), får de et hak i tuden med besked om, at de er nogle hulemandsagtige mandschauvinister, der burde være uddøde ved årtusindskiftet.
Gør han det ene, er det er for galt, gør han det andet, er for uattraktivt.
Stakkels mand!

Klumme i Jyllands-Posten 16. oktober