torsdag den 16. december 2010

Rapport fra en kvindekamp

Offentliggjort 25.11.10  kl. 03:01 
Måske har velfærdsdanskere i min generation, opflasket fra vugge til midtvejskrise af det offentlige, simpelthen svært ved at forstå, hvad frihed betyder? I hvert fald hvis den kommer tæt på i familien, hvor frihed på påtrængende vis altid er vævet sammen med tyngende ansvar.
Det er følsomme, næsten tabuiserede emner, man rører ved, når man appellerer til en styrkelse af familien som institution og samtidig kritiserer feminismen. Det har jeg lært af reaktionerne på min debatbog ”Rend mig i kødgryderne”, der udkom i oktober.
»Hold fred med feministerne, ellers er helvede løs,« ville Stauning have sagt, hvis han havde levet i dag. For hvis ikke folk selv er feminister, så har de en kone, en mor, en søster eller også en svigermor, der var på ølejr engang i sin fortid, og som derfor ikke kan lide at få rippet op i, hvad det egentligt var, rødstrømperne bedrev. Man beder med andre ord selv om tæsk, når man går i lag med sådan et emne. Jeg har da også fået et par sjove adjektiver med på vejen. Bl.a. at jeg var en ”ukristeligt fordømmende”, ”primitiv” ”feministhader”, og en kvindelig læser i Politiken havde denne hilsen:
»Kære Katrine Winkel Holm! Hvis mor bliver så sur, mopset og forurettet, som du fremtræder både i tv og i din bog, af at gå hjemme og amme og bage, var det måske bedre for børnene at komme i institution, så mor kunne komme ud i livet og blive lidt gladere.« 

Den bekymrede skribent må trøste sig med, at mine børn ikke længere går hjemme, men i skole, og at jeg derfor ikke mere er den hjemmegående, jeg er blevet udråbt til. Var jeg fuldtidsmor, havde jeg ikke tid til at skrive bøger. 

Det mest påfaldende ved mediereaktionerne har imidlertid været den stædige vilje til at misforstå mit anliggende. Op og ned ad stolper har jeg skrevet, at mit mål er at gengive familien frihed til at vælge mellem ude- og hjemmepasning, ikke at sende kvinderne hjem til kødgryderne. Alligevel påstod f.eks. Politikens anmelder, Per Michael Jespersen, at jeg vil skrue tiden tilbage til før 1967, »hvor mor igen går hjemme med børnene og far har genfundet sit indre gentlemand og skaffedyr.« Så er det, man bekymret må spørge, om debatredaktøren på organet for den højeste oplysning mon overhovedet kan læse? 

Det er selvfølgelig dybt naivt at tro, at en bog som min får en ikke-forudindtaget anmeldelse i Politiken, men spørgsmålet er, om ikke viljen til at misforstå stikker dybere end til almindelig kulturkamps-chikane? Måske har velfærdsdanskere i min generation, opflasket fra vugge til midtvejskrise af det offentlige, simpelthen svært ved at forstå, hvad frihed betyder? I hvert fald hvis friheden kommer så tæt på, som den uvægerligt gør i familien, hvor frihed på påtrængende vis altid er vævet sammen med tyngende ansvar. 

Hvis ikke det offentlige er der hele vejen til at finansiere mit barns vuggestueplads, til at guide mig med børneopdragelsen, til at give mig en efter EU-standard rekordhøj økonomisk støtte eller hvis jeg forlader min mand, med andre ord: Hvis ikke det offentlige promoverer og finansierer min selvrealiseringslivsstil - så åbner der sig en afgrund. Så er jeg igen henvist til at klare mig selv, og familiemedlemmerne er igen henvist til at være afhængige af hinanden. Og det er skræmmende og frastødende.
»Det kan nærmest løbe koldt ned ad ryggen på én, når man hører om kvinder, som træder ud af arbejdsmarkedet for at gå hjemme ved børnene,« udtalte fremtidsforskeren Anne-Marie Dahl under en debat om min bog. Hvorfor denne rislen ned ad ryggen? Fordi man ifølge Dahl skal stole på sig selv, ikke på sin mand. En afgrundsdyb mistillid til ægtefællen, som efter alt at dømme er blevet mur- og nagelfast hos flertallet af danske kvinder: De elsker staten og kan ikke få nok af den. Men ser med dyb mistro på deres egen ægtemage. Det er en holdning, der kan få det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Men denne tilsyneladende heroiske sørg for dig selv-holdning er jo fup. Danske kvinder sørger ikke selv for deres børn. De betaler ikke selv deres barnepige. Det gør det offentlige i vid udstrækning. Den moderne kvinde, der bliver mor, er stadig afhængig, men nu af det offentlige. Som den socialdemokratiske norske forfatter Roy Jacobsen formulerer det: »Velfærdsstaten overtager mandens rolle som leverandør af beskyttelse, penge og ansvar for barnet og gør det mere og mere.« Hvis blot folk begynder at indse det: At én afhængighed er blevet erstattet af en anden, er debatten allerede kommet meget langt.
Og så er der dem, der slet ikke ønsker debatten: Kvinderne har bare at aflevere deres børn og gå ud at og arbejde fuldtids og være glade. En tidligere rødstrømpe Elisabeth Rygaard formulerede det her i avisen på denne måde: »Overlægefruens private lyst til at leve moderarketypen ud i dag står frit for, men det er ikke en model, der giver mening kollektivt i et moderne samfund, der hele vejen rundt forudsætter kvinders indsats på arbejdsmarkedet.« 

Befriende ærlig snak: Kvinderne er simpelthen udskrevet til samfundstjeneste, samfundet skal derfor ikke give familien frit valg, småbørnsmødrene skal ud - også for deres egen skyld. Rygaard fortsætter: »Ikke kun for arbejdsmarkedets skyld, men også for kvindernes fulde liv og for børnene, der ikke behøver at bære deres mors behov.« Hvad der er et fuldt liv for kvinderne, kan kvinderne åbenbart ikke selv afgøre, kan den gamle rødstrømpe fortælle og bekræfter dermed min pointe: Rødstrømperne og andenbølgefeministerne kæmpede ikke for frit valg, men for at få tømt hjemmene for mødre og børn, så kvinderne ikke længere var afhængige af deres mænd. Af samme grund bestod deres kvindekamp i høj grad af en kamp mod familien og familiekvinden, hvad selv Kvinfos Elisabeth Møller Jensen ikke har kunnet afvise. I stedet for at blive smækfornærmede over min direkte kritik kunne feministerne jo rette op på deres undladelsessynd og gøre noget for de kvinder, der ønsker at sætte børnene før karrieren. De kunne begynde med at lytte til nogle af dem, der henvender sig direkte til mig. Det er den unge mor, der har sagt sit hektiske job op for at passe sin toårige søn - og nyder hvert sekund. Det er den lidt ældre kvinde, som beretter om, hvordan det er at komme tilbage til arbejdet efter at have gået hjemme. Her kommer et par smagsprøver på, hvordan verden ser ud for kvinder, der ifølge feministerne ikke lever ”fulde liv”:
»Jeg var fuldtidsmor og medlem af en énindtægtsfamilie i 15 år, mens husfaderen sejlede. Nu er det snart syv hæsblæsende år siden, manden gik i land, og jeg i den forbindelse måtte ud på efteruddannelses- og arbejdsmarkedet. Det fortryder jeg ikke. Men tro mig. Vi kunne sagtens stadig bruge mig som fuldtidsmor her i huset.« Og så er der hende, der går hjemme »med fire skønne unger« og nyder det: »Børn er utrolige, de giver så meget igen. Jeg er kun glad for, at en pædagog ikke har skullet fortælle mig om mine børns udvikling, at jeg selv har kunnet følge hvert et skridt, hvert et øjeblik af deres fantastiske liv. Tro mig, det er guld værd. Jeg håber sådan, at man vil droppe fordommene om den hjemmegående, der bruger sin tid på de børn, hun har.«
Ja, det var da det mindste, man kunne forvente. En kvinde, der erklærer, at hun politisk ligger et helt andet sted end mig, kommer med dette hjertesuk:
»Tænker at verden er styret af kvinder i 30'erne, der tror, de kan få det hele. Men det er børnene og ægteskabet, der betaler prisen.«
Og så er der til sidst hende,der håber, at min bog og debatten »kan blive en støtte for yngre mødre og ikke mindst oplysende for det snæversynede kvindesyn, vores samfund lægger for dagen.«
Det sidste håber jeg også. Og hvis feministerne og kvindeorganisationerne, der påstår at tale på alle kvinders vegne, i det mindste begyndte at lytte til de ovenfor citerede kvinder, ville der være et lille håb forude.

Kronik i Jyllands-Posten 25. november 2010