torsdag den 16. december 2010

Nyt gensyn med Brideshead

Den, der ikke har set den nye filmatisering af »Gensyn med Brideshead«, er ikke gået glip af så meget. Filmen er noget af et makværk, der laver drastisk om på handlingen i Evelyn Waughs romanklassiker og, hvad værre er, vender op og ned på det, der er bogens idé. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at skuespilleren, der har rollen som den excentriske Sebastian Flyte, som vi alle husker i Anthony Andrews skikkelse fra den fremragende TV-serie, er støvsuget for charme og i øvrigt har en ulyksalig, ydre lighed med Joseph Goebbels, hvad der virker ret distraherende.


Filmen fortjener med andre ord alle de dårlige anmeldelser, den har fået. Glem den eller brug den som anledning til at gense TV-serien eller læse bogen. Det er nemlig ikke spild af tid.


Jeg genlæste »Brideshead« i sommer, inspireret af Jørgen Møllers interessante kronik om Evelyn Waughs konservatisme her i avisen. Og jeg blev forbløffet over, hvor aktuel den i virkeligheden er.


Med sin overraskende og opløftende slutning har bogen et vigtigt budskab til vores tid.


Både til vulgærliberalisterne, der i åndløs naivitet tror, at Vesten ikke er andet og mere end frihandel og kapitalisme. Og som glemmer at denne ene gren på det vestlige civilisations træ ikke kan blomstre, hvis træet, grenen er vokset ud på, ikke passes og plejes.


Men den har også en kritisk replik til alle deterministerne, bl.a. til dem, der mener, at Europa er dømt til undergang på grund af den massive indvandring. Og at denne »Untergang des Abendlandes« – Europas forvandling til Eurabia – må følge med deterministisk nødvendighed. Og at der grundlæggende ikke er andet at gøre end at give op eller råbe: Hurra, vi kapitulerer!


Bogen er nemlig anti-fatalistisk og optimistisk – på trods. Den er ikke bare en elegi over et England, der ikke er mere. Ikke bare en hændervridende sørgesang over en finkulturel aristokratisk verden af i går. Ikke fordi Waugh – i hovedpersonen Charles Ryders skikkelse – ikke begræder tidens udvikling. Det gør han. Men tomheden får ikke det sidste ord.






Lad os kort repetere bogens handling: Den unge Charles Ryder møder i 1920erne aristokraten Sebastian Flyte i Oxford og bliver bjergtaget af ham og hans æstetiske, aristokratiske verden, centreret om det underskønne herresæde Brideshead, der har været i Flyte-slægtens eje siden middelalderen. Sebastians søster, Julia, bliver senere Charles’ store kærlighed, men hun ender med at vise ham væk. Som katolik kan hun ikke gifte sig med en Charles, der er fraskilt, uden at »lukke sig ude fra Guds nåde«. Derfor ender Charles med sine egne ord som »hjemløs, barnløs og kærlighedsløs«, og han kan på sidelinjen følge Flyte-familiens forfald: Hvordan moderen i den bedste mening bidrager til at ødelægge tilværelsen for sine børn, og hvordan børnene på forskellig vis ender som parodier eller tragiske figurer. Herresædet selv står tomt og reduceres under krigen til indkvarteringssted for regimentet, som Charles Ryder tjener i. Og det er i den forbindelse, Charles Ryder genser Brideshead. Det er et bittert gensyn. Brideshead, indbegrebet af skønhed, kultur og tradition, ligger øde hen, beboet af flinke, men fladpandede soldater, helt uden pietet over for stedet.


Og mens Charles går igennem denne elendighed, formulerer han et gravskrift over stedet: Bygmestrene kendte ikke bygningsværkets skæbne, »de byggede et nyt hus af stenene fra det gamle slot; år for år, generation for generation forskønnede og udbyggede de det«. Men nu »stod stedet forladt, al arbejdet var gjort forgæves«. Og Charles sukker: »Forfængelighedernes forfængelighed. Alt er forfængelighed«. Alt er tomhed, intet undgår at blive til intet.






Så vidt, så håbløst. Men Charles fortsætter ind i kapellet, og så kommer den vigtige fortsættelse: »Og dog er dette ikke det sidste ord, ikke engang et rammende ord. For noget helt andet end det, bygmestrene planlagde, var kommet ud af deres arbejde og af den barske, lille menneskelige tragedie, som jeg havde spillet med i; noget som ingen af os havde tænkt på dengang: en lille rød flamme – en grimt formet lille kobberlampe tændt på ny. Den kunne ikke være blevet tændt, hvis det ikke havde været for bygmestrene og tragediespillerne, og dér fandt jeg den denne morgen, brændende på ny mellem de gamle sten«.


Den røde flamme i slottets katolske kapel brænder midt i det dødsmærkede hus. Og det er denne flamme, der er håbet midt i Charles’ håbløshed. Og selv for den, der ikke er katolik og må afvise bogens forskruede katolske ægteskabsforståelse, er den evangeliske pointe klar: Flammen er Kristus, der er til stede i alterets brød og vin, i ordet der rammer den enkelte, altid som levende nutid, aldrig som død fortid. Flammen brænder på trods af al tomhed og på trods af al elendighed, mennesker skaber for hinanden. Flammen er lyset, der skinner i mørket, Guds ord, der består, mens alt andet forgår.


Derfor er det enkelte menneske, »tragediespilleren«, ikke tragediespiller i den græske betydning af ordet. Handlingen er nemlig ikke givet på forhånd. Noget andet kommer ud af bygmestrenes møje, end nogen kunne ane, men det er aldrig ligegyldigt, hvad den enkelte foretager sig. Skæbnen har ikke fastlagt handlingen på forhånd sådan som i de græske tragedier. Den enkelte sidder ikke fanget i et net af nornetråde, som vores fatalistiske nordiske forfædre troede, men er derimod skabt med en fri vilje af Vorherre og kan og må derfor træffe sine valg i ansvar for ham.


Det er god gammeldags kristentro, den tro som Vesten har hentet styrke og livsmod fra, når det brændte på. Tusind år før nogen talte om »menneskerettigheder« og »frihandel«, helt tilbage fra Konstantin den Stores dage i 300-tallet og op til Charles Ryder, der i 1940erne ser flammen og midt i sit mismod får styrke til at leve videre i en tilsyneladende tom og meningsløs verden.


Kristendommen lærte de gamle romere, at man ikke bare skal lægge sig hen i badekarret og skære pulsåren over på sig selv, når det hele ser sort ud. Man skal gå på jorden, om den så end er brændende. Det er ens forbandede pligt at leve det liv, man har fået, indtil døden, og ikke mennesket selv, sætter punktum for det. Vi kan ikke overskue, om det er en tragedie, en komedie eller et lykkeligt afsluttet skuespil, vi spiller med i. Vi ved kun, at vi hver især har fået en rolle at spille og en opgave at udføre. Lille eller stor, men aldrig ligegyldig.






Få år før Evelyn Waugh i 1945 formulerede sin antifatalistiske afslutning, sad en række højtbegavede tyskere i den såkaldte »Kreis­auer-kreds« og gjorde sig alvorlige overvejelser. Hvad skulle de, der hadede og foragtede Hitler, stille op imod ham? Kredsens ledende skikkelse, grev Helmuth von Moltke, kom til den konklusion, at nazismen først skulle styrte helt sammen af sig selv, før noget nyt kunne bygges op. Derfor ville det være forkert at støtte et attentat mod Hitler, også selv om sammenbruddet ville føre til ødelæggelsen af Tyskland. Kun én i kredsen modsagde Moltke. Det var teologen Eugen Gerstenmaier, der angreb Moltkes »ukristelige fatalisme«. Gerstenmaier havde helt ret. Fatalisme er ukristeligt, og hvem var Moltke, at han troede, han kunne gennemskue afslutningen på historien? Derfor valgte Gerstenmaier selv aktion frem for fatalistisk passivitet, sådan som man kan læse i Joachims Fests fine bog om Hitlers indre fjender, der snart udkommer på dansk.


Og fatalismen er ikke fortid. Der er ikke noget at gøre, har det hele tiden heddet siden marxismens dage. Udviklingen går én vej, og vi har bare at gå med: EU-ret over dansk ret, multikultur over na­tional kultur, og endelig også undergang for Europa, som vi kender det. Der er ikke noget at gøre.


Jo, der er, for fremtiden er faktisk åben. Bygmestrene kender aldrig bygningsværkets skæbne. Fatalisme er hedenskab. Så glem alt om den. Spil jeres rolle. Udfør jeres opgave og læg resten i Guds hånd.


Den antifatalistiske opsang får den, der læser epilogen til »Gensyn med Brideshead«.


Og det er en god, opbyggelig opsang.

Kronik i Berlingske Tidende 10. oktober 2008