torsdag den 16. december 2010

Kristne englændere har fået nok

Et af de mest fascinerende mennesker jeg har mødt de seneste fem år, hvor jeg i Trykkefrihedsselskabet har haft fornøjelsen at tage imod allehånde karakterfaste forkæmpere for det frie ord, er den lærde Sam Solomon.
Solomon ligner grangiveligt en ortodoks jøde med langt skæg og sort hat. Men han er kristen. Det er noget, han er blevet. 

Han var født muslim og blev oplært på koranskoler med det resultat, at han kan sin sharia samt hele Koranen udenad på arabisk. 

Solomon begyndte at læse Ny Testamente blot for at lære sin modstander at kende, men blev så selv ramt af ordene og endte med at lade sig døbe. Der skal meget til, før en muslim tager dette afgørende skridt åbent. 

Man risikerer jo at sætte livet på spil. Måske er det derfor, Solomon ikke putter blufærdigt med sin kristentro, men lige ud af posen forkynder Kristus som den korsfæstede frelser. 

Sidst jeg så ham - til Trykkefrihedsselskabets internationale konference for en uge siden - bar han et lille emblem på jakkereverset. »Det står for Not Ashamed,« forklarede han. 

Hvad er det? 

”Jeg skammer mig ikke” er en britisk kampagne, som blev søsat i onsdags. 

»Vis jeres tro, vær stolte af den og det, som kristendommen har gjort for vores land,« lyder opfordringen fra kampagnens talsmand Lord Carey, tidligere ærkebiskop af Centerbury. 

Men hov, er pointen ikke netop, at man ikke bærer sin tro i knaphullet, fordi troen angår det indre menneske mere end det ydre?

Jo, men troens inderlighed skal ikke gøres til et skalkeskjul for fejhed. Der er en tid til at gå stille med dørene og en tid til at vise flaget. Vores tid er det sidste. Det har medlemmerne af den anglikanske kirke omsider forstået. De har det seneste årti været vidne til en omfattende marginalisering af kristendommen i det offentlige rum. 

Julekort bliver i stigende grad til ”Seasons Greetings”, julelys i gaderne til ”vinterlys”, krybbespil fjernes fra offentlige skoler og værst: Ansatte risikerer at blive fyret eller straffet, hvis de viser deres kristentro. 

En sygeplejerske endte således med at miste sit arbejde, da hun nægtede at fjerne det kors om halsen, hun har gået med siden sin konfirmation, en matematiklærer oplevede det samme, da hun tilbød at bede for en syg elev. 

Forestil jer, at det var muslimer, der var blevet udsat for dette. Der ville lyde et ramaskrig og islamiske lobbygrupper - altid i akut krænkelsesberedskab - ville stå frem og støtte disse ofre. 

Men når det bare er fromme medlemmer af det anderledes sagtmodige kristne trossamfund, får de lov at sejle deres egen sø. Det officielle England gør ingenting. Tværtimod har BBC sørget for at skrue ned for markeringen af kristne højtider - noget vi i mindre grad også ser hos DR herhjemme.

Men nu har de stilfærdige britiske kristne altså fået nok, og hvor er det dog befriende at høre Lord Carey løfte sin dannede stemme og give igen! 

Alt for længe har de dukket nakket og fundet sig i at blive mast mellem aggressiv nyateisme og radikal islam, mens det England, mange af os kender og holder af, langsomt forsvinder. Som Lord Carey konstaterer: »En ny fjendtlighed over for dette lands tradition og historie er ved at udvikle sig.«

Not Ashamed-kampagnen er en lille, men vigtig reaktion mod denne fjendtlighed. Jeg ønsker kampagnen al mulig held og lykke. 

Mit eget, højst private bidrag til den bestod i, at jeg i onsdags hængte en kæde med et kæmpekors om halsen. 

Gak hen og gør ligeså.