torsdag den 16. december 2010

Jefferson forstod hvad Stjernfelt ikke fatter

En søndag i begyndelsen af 1800-tallet var den amerikanske præsident, selveste forfatteren til den amerikanske Uafhængighedserklæring, Thomas Jefferson, på vej i kirke. En bekendt mødte ham og udbrød: ”De går i kirke, hr. Jefferson! De, der ikke tror ét ord af det!”.
Præsidenten svarede: ”Sir, ingen nation har eksisteret eller har været styret uden religion. Det kan ikke lade sig gøre. Den kristne religion er den bedste religion, der er blevet givet mennesket, og som overhoved for denne nation føler jeg mig forpligtet til at støtte den med mit eksempel. God morgen, Sir!”
Her har ethvert rådvildt folketingsmedlem et godt argument for at deltage i gudstjenesten før Folketingets åbning, men Jeffersons svar er også en vigtig replik til dem, der hævder, at frihed er noget, vi i Vesten har udviklet i evig strid med kristendommen. Senest var det CEPOS-juristen, Jacob Mchangama, der i fællesskab med sin åndelige mentor, Frederik Stjernfelt, her i avisen kom med budskabet. De mener tilsyneladende i ramme alvor, at der ingen forskel er på islams, jødedommens og kristendommens indflydelse på samfundet, for alle tre religioner hævder ”eksistensen af en hellig bog, der skal styre både tro og samfund”. Derfor har kampen for frihed været én lang kamp mod kirken.
Som Jefferson-citatet antyder, er det simpelthen ikke historisk korrekt. Stjernfelt, der i foråret sprang ud som renlivet propagandist ved at sammenligne Martin Luther med Osama bin Laden, er alt for afhængig af sit idol, forskeren Jonathan Israel, der for nylig kom med dette udsagn: ”Det er helt forkert at påstå, at islam er mere tilbagestående end kristendommen”. Ligesom Israel – der på god politisk korrekt manér mener det er ”farligt” at sige, at islam er udemokratisk, fordi det ”åbner for fordomme mod muslimer” - også vil have os til at tro på, at alle oplysningstænkere anså kirkerne for den store fjende.
Her bliver Jefferson-citatet aktuelt. Jefferson tilhørte nemlig den amerikanske oplysning, der i lighed med den engelske oplysning ikke lå i evig krig med kirken, men tværtimod i vid udstrækning opfattede kirkesamfundene som allierede. I England var der ingen modsætning mellem kristendom og frihed, bemærkede den store franske tænker, Tocqueville, med begejstring. Det skyldtes først og fremmest, at de protestantiske kirker var grundlæggende anderledes end den magtliderlige katolske kirke, som de franske oplysningsfilosoffer måtte kæmpe med. De protestantiske kirkesamfund i England bekæmpede først og fremmest hinanden, og forstod derfor efterhånden også nødvendigheden af at give hinanden frihed. Det var det, Danmarkshistoriens mest indflydelsesrige teolog, Grundtvig, lærte at sætte pris på ved England. Grundtvigs frihedskamp var ikke – som de to uvidende herrer må mene – en sekularistisk kamp mod kristendommen, men tværtimod en kamp for den kristne frihed mod et enevældigt system, der brugte kirken som et nyttigt redskab til at styre befolkningen.
Derfor kommer Mchangama heller ikke særligt langt, når han hele tiden bruger den barbariske blasfemistraf, som man ganske rigtigt finder i Danske Lov fra 1683, som eksempel på, at kristendommen ikke er et hak bedre end islam. Denne rædselsvækkende straf var jo netop ikke en del af en kristelig sharia, af en ufravigelig pakke, som kristne til alle tider bare har at følge. Nærmest tværtimod.
Kristendommen har ingen sharia, intet politisk program. Derfor har den også levet fint under enevælden. Men kristendommen lærer, at hvert menneske har en samvittighed og dermed frihed og ansvar overfor Gud. Her ligger kimen til al sand frihed - trods diverse kirkelige misbrug.
Det var det, Jefferson forstod, og det, Mchangama og Stjernfelt ikke fatter.

 Klumme i Jyllands-Posten 25. september