torsdag den 16. december 2010

Imagine - verdens værste salme

Stakkels John Lennon. Nej, det er ikke drabet på ham, jeg tænker på. Heller ikke ægteskabet med Yoko Ono, men den sang, der er blevet hans skæbne. Her ved 30- året for hans død blev det slået fast igen: Man kan ikke sige Lennon uden at sige Imagine. Over alt hvor hans navn nævnes, dukker den op. Den er blevet hans signatur. Stakkels mand. Her har han lavet den ene selvironiske, sarkastiske eller helt surreelle, poetiske tekst efter den anden og så er det det værste klistrede kliche-kogsammen, han huskes for. Hvorfor er det f.eks. aldrig hans gakkede popdigt I Am The Walrus eller Revolution, den revolutionskritiske sang fra 1968, der trækkes frem? Hvorfor altid Imagine? Fordi Imagine med Lennons egne ord var anti-nationalistisk, anti-kapitalistisk og anti-religiøs – alt det, de talende klasser dengang og i dag elsker og sætter pris.
Men sandt er det ikke, at sangen er antireligiøs. Lyt engang til den igen. Den lyder jo som en hippi-udgave af Vågn Op. Vågn op og hør om den helt anden og bedre verden, vi sammen kan forestille os: ”Imagine there´s no countries, it isn´t hard to do, nothing to kill or die for and no religion too”. Ingen lande og intet at slå ihjel og dø for. Prædikeren i Det gamle Testamente kunne ikke have sagt det bedre: Tomhed, endeløs tomhed. Men det, der for Prædikeren var rent fortvivlende, er rent lykkeland for Lennon - et hyggeligt, nihilistisk pop-utopia.  Og 39 år efter synger hele den afkristnede verden med på salmen: Det er intet at leve og dø for: uh-uuh-uh-uh-uh.
Man kan sige meget ondt om Lennon – og det er også påkrævet, når han igen og igen kanoniseres - men han var i afvæbnende grad menneskelig. Således også på pladen Imagine. To numre efter at han har hyldet broderskabet, der forener hele verden i fred og harmoni, begår han selv brodermord. På nummeret How do you sleep sviner han på den mest ondsindede måde Paul McCartney, sin gamle ven og Beatles-kammerat til. ”The sound you make is muzak to my ears”, synger han ondt til McCartney, der netop havde floppet med en solo-LP og tilføjer hovent: ”You must have learned something all those years”. Fredsforkynderen , der hylder det store broderskab, udleverer her sig selv som en aggressiv, hævngerrig og smålig mand. ”All you is love?”  Nej, ikke lige akkurat.
Det er den slags, man kalder hykleri og som klipper Lennon ned til det, han er: En rimsmed med særlige evner for at lave gode melodier. Ikke den store kloge fredsfyrste, eftertiden har gjort ham til.
Det er flere grunde trist at Lennon blev skudt ned af den gale Mark Chapman for præcis 30 år siden. Ikke at jeg savner hans kommentarer til Irakkrigen og den globale opvarmning. De skriver næsten sig selv. Men havde han levet længere, ville profet-glansen være gået af ham og han ville have fremstået som den uharmoniske, men interessante popmusiker, han var. For ikke alene var Lennon en til tider depressiv person, med hang til det voldelige, han var også ekstrem omskiftelig og påvirkelig. Er det f.eks. ikke lidt pudsigt, at forfatteren  til den anti-kristelige Imagine  i de seneste år af sit liv var dybt optaget af kristendommen og uhyre tæt på at kalde sit sidste album for Fuchsia – Kristi bloddråbe?
Det er alt det, der glemmes, når hele skolekoret stemmer i med salmen til fredsprofetens ære: Imagine all the people living life in peace!
 Stakkels John Lennon.

 Klumme i Jyllands-Posten 14. december