torsdag den 16. december 2010

Hijab-krigen på hospitalsgangen

Offentliggjort 27.11.10  kl. 03:01 
I ugen der gik brød en hijab-krig ud på de danske hospitaler, eller rettere: En offentlig klapjagt indledtes på de afvigere, der ikke vil behandles af hidjab-klædte læger.
Fordømmelsen regnede ned i tove over en patient, der har dristet sig til at fortælle om de ubehageligheder, hun har oplevet på Næstved Sygehus, da hun bad om at blive behandlet af en neutralt klædt, ikke hijab-bærende læge. 

»For galt!« råbte alle, både venstrefløjens islamofile politikere, diverse bisper, sygeplejerådets formand og endelig FOA's formand, Dennis Christensen, som vil have den slags patienter meldt til politiet.

Det er nemlig diskrimination, eller som formanden for lægeforeningens Etiske Udvalg udtalte: »Det er ikke tørklædet eller korset om halsen, der afgør, om en person er i stand til at behandle en patient.«

Allerede her, i sammenligningen af Dagmar-korset med hijaben, går det galt. For er det ikke en ret sær sammenstilling? Den islamiske pendant til et kors om halsen må vel være en halvmåne (ikke citronmåne) om halsen. Og var det en kæde halvt skjult under kitlen, muslimske læger gik rundt med på hospitalet, ville ingen råbe op, for få ville bemærke det. Anderledes med hijaben. Den overtrumfer kitlen og ændrer dermed markant den neutrale uniform, som ansatte i det offentlige sundhedsvæsen ellers er pisket til at gå med.

Det er bare hendes tro, hun viser, indvendes der. Det er, som om alle - herunder Danmarks bisper - har glemt, at tro er et spørgsmål om bekendelse, ikke om en bestemt klædedragt, et bestemt lovkodeks eller bestemte spiseregler. I hvert fald ikke kristentro, jævnfør Markusevangeliet kapitel syv. Derfor kan man ikke på en hvidkitlet læge se, om han er en oprigtig troens ridder, en klam hykler eller en overbevist hedning. Kristentroen bærer man ikke i knaphullet, for troen angår det indre menneske mere end det ydre. For en kristen er det derfor fuldstændigt problemfrit at trække i en offentlig, neutral uniform. At ingen kan se på lægen, at han tror på den opstandne frelser, gør ham aldrig til en dårligere kristen. Korset er jo én gang for alle slået for hans bryst ved dåben. Det står altid ved magt.

Anderledes med islam, som er en tro på Allahs udsendte profet såvel som på en hel lovpakke. Spørg selv den selvudnævnte moderate steningsimam Abdul Wahid Pedersen, hvis velkendte salgsslogan lyder som følger: »Det er en hel pakkeløsning man får, når man vælger islam.« Med til pakken hører juridiske regler, der reducerer kvinden til en halv person i forhold til manden, som hun står under ifølge Koranen og Hadith. Derfor er det kvinden, ikke manden, der skal tilsløres med hijab. 

Når en læge på Næstved Sygehus insisterer på at vise hijab-flaget, også selv om hun er trukket i den neutrale hospitalsuniform, markerer hun, hvor vigtig islams pakkeløsning er for hende.

Hidjab-krigen handler om, hvordan vi som samfund forholder os til denne pakkeløsning. Én ting er sikker: Når vi ikke venligt beder lægen om at lægge hijaben, mens hun er på hospitalet, viser vi vores egen manglende vilje til at forsvare det sekulære, frie samfund over for pakkeløsningen.

Ville lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd patienterne og det frie, verdslige samfund det vel, sagde de: Kære cand. med., får du ansættelse på et offentligt dansk hospital, må du tage dit nonneslør, din hijab, din hat eller din turban af, når du kommer, og på igen, når du går. 

Det var dette helt basale krav, sundhedsmyndighederne burde håndhæve i stedet for at falde over en enkelt modig patient, der siger det, mange andre kun vover at tænke.
Klumme i Jyllands-Posten 27. november 2010