torsdag den 16. december 2010

Er der en voksen til stede?

 I velfærdens navn har vi stuvet børnene af vejen i reservater og overladt dem til et skiftende hold af professionelle. Der er ingen voksen til stede i en dansk velfærdsbarndom.
Det smager ikke ret godt«, udbryder den 11-årige. Hun sidder bænket som gæst ved mit bord og afsiger sin dom efter at have fortæret en lille bid culottesteg med rødvinssovs. Et kort øjeblik føler jeg mig så ond som en stedmor i Grimms Eventyr.
Her har jeg brugt ca. to timer og 200 kr. på en efter min egen mening særdeles lækker middag, og så får jeg smækket denne uhøflige bemærkning lige i synet af min gæst, som er lille. Men ikke så lille.
Vreden forsvinder imidlertid, da hendes skyldfri blik møder mit og hendes venlige smil afslører, at hun slet ikke aner, at hun lige har irriteret mig. Hun har bare sagt sin mening, været ærlig. Er det ikke det, man skal?
Pigen er ikke u-opdragen. Hun er a-opdragen. Og det er noget andet. Den uopdragne overskrider bevidst normerne og føler måske af den grund glæde. Den a-opdragne er ukendt med normerne og derfor også ukendt med glæden ved at bryde dem.
Jeg har de sidste 12 år haft daglig omgang med børn, mest mine egne, men gennem dem med mange, mange andre. Mine erfaringer har ført mig til denne foreløbige konklusion:
Danske børn i dag ikke er specielt uopdragne, men derimod specielt a-opdragne. Den opvoksende velcro-generation, der kan betjene en mobiltelefon, før de kan binde et snørebånd, er kendetegnet ved manglen på tilbageholdenhed over for ukendte voksne, der var ret uhørt, da jeg var på deres alder.
Det har i hvert fald krævet en vis robusthed fra min side at lægge øre til det, som børnene, der har besøgt mit køkken, har sagt. Alt er blevet kommenteret. Min højde, min drøjde, mine uvaskede køkkengulve og så selvfølgelig min mad. I lange tider tog jeg imod det hele med et stadig stivere smil. Man er vel høflig.
Først da et af børnene begyndte at kommentere husets gæster og frejdigt spurgte min gæst: »Hvorfor har du så små øjne?«, blev grænsen nået. Så var det nok. Fra da af lagde jeg stilen fuldstændig om og påtog mig domptør-rollen: »Sig ikke alt, hvad du tænker«, »Lad være at kritisere maden«, »Her i huset siger man tak for mad« osv. osv.
Simpelthen i selvforsvar.
Det sjove var, at børnene hverken gjorde oprør eller protesterede. De undrede sig, men affandt sig med det.
Min private erfaring er derfor, at børn i dag sagtens kan følge normer og rette sig efter en fast vilje. Det kræver bare, at der er en voksen til stede.
Er der en voksen til stede i et dansk barneliv i dag?
O.k., ja, der er masser af voksne. En konstant kommen og gåen, fra barnet køres ind i Blå Stue i timånedersalderen, til det forlader SFOen som 11-årig. Fra tidlig morgen til sen eftermiddag er der voksne, der overvåger og giver omsorg.
De voksne er der, ja, men den voksne er der ikke.
Pædagog Anne og pædagog Kirsten og så lige pædagogmedhjælper Kim, der forsvinder, når han har tjent penge nok til jordomrejsen. Men den faste omsorgsperson, klippen, autoriteten, den man altid kan regne med, som altid er der og som altid accepterer én, uanset hvor håbløs man er, og som derfor også kerer sig tilstrækkelig meget om barnet, til at den gide påtage sig den forpligtende og ofte utaknemmelige opdragerrolle, er der ikke.
I hvert fald ikke mellem 9 og 16.
Lad os repetere nogle fakta: Efter alt at dømme har danske børn verdensrekord i ophold i offentlige institutioner. Vi har udliciteret den daglige omsorg for børnene til det offentlige. Fuldtid. Deltidsinstitutioner er ved at forsvinde, og også skolebørnene bliver passet uden for hjemmet efter skoletid.
I 1984 var der kun 1.200 børn i SFO, i dag er der stort set ingen, der går hjem til sig selv efter skole. Hvem skulle de i øvrigt også gå hjem til?
En af den moderne velfærdsstats arkitekter, den mangeårige departementschef Erik Ib Schmidt, opfattede denne udvikling sådan: »Det er måske en af de største kulturelle revolutioner overhovedet, at de fleste børn næsten fra fødslen delvis fjernes fra hjemmet og anbringes i offentlige institutioner«.
Forstået på den måde er det ikke børnene, der har ændret sig, men forældrene, de voksne, hele samfundet, der de 30-40 år har ændret adfærd over for børnene. Forældrene er ikke længere de primære opdragere. De er kun sammen med børnene i deres – og børnenes – fritid. Lidt ligesom bedsteforældre i gamle dage.
De står ikke længere for opdragelsen af deres egne børn.
Det kan danske forældre ikke lide at høre. De synes også, det er uretfærdigt, når de nu bruger så meget tid på børnenes fritidsinteresser. Men når man kun ser sit barn efter kl. 16, er det særdeles begrænset, hvor meget tid til hverdagsopdragelse, man reelt har.
Dertil kommer, at forældre er historisk usikre. Deres børn er kompetente, de selv inkompetente.
Det var budskabet i 1990ernes børnebibel, Mit kompetente barn, hvis verdensfjerne råd uhyggeligt mange forældre har ædt råt. Resultatet er blevet et markant fravær af myndighed – og forvirring. Allerede i 1977 noterede den amerikanske sociolog Christopher Lasch forældrenes ekspert-skabte hjælpeløshed: »I deres uvidenhed og usikkerhed læner forældrene sig blot endnu mere op ad eksperterne, der forvirrer dem med en syndflod af modstridende råd, som hver for sig konstant revideres medicinsk og psykiatrisk«.
I dag er vi derhenne, at danske forældre går på kursus i daginstitutionsregi for at lære at blive gode forældre. Det, som den uudannede bedstemor klarede suverænt, kan den højtuddannede datterdatter selv ikke hitte ud af. Der er tale om et myndighedstab af dimensioner, og resultatet er usikre, manipulérbare forældre, der er blevet frarøvet det sikre instinkt og den sunde fornuft i forhold til børnene og derfor er til fals for den seneste modedille inden for det vildtvoksende coaching- og pædagogmarked.
Det uhyggelige er, at danske forældre virkelig tror, at deres 1-årige har mere brug for de professionelle end for dem selv. I grunden er det ikke så sært, for sådan lyder den officielle velfærdslærdom i Danmark anno 2010.
Uanset hvilken bog om barnet forældrene studerer på barselsgangen, får de samme råd: Det er alle tiders, ja, måske det bedste man kan gøre, at aflevere sit 1-årige barn i vuggestue. Det mener den allerede omtalte Jesper Juul, det mener forfatteren til Bogen om Barnet, Vibeke Manniche, og det mener ikke mindst den medieombejlede sygeplejerske Sigrid Riise, der i sin seneste bog fortæller forældrene, at vuggestue op til 40 timer om ugen for en 1-årig er helt i orden. For »heldigvis skal mødre i dag ikke belemres med holdninger om, hvor skadeligt det var for de små børn, at mor forlod dem«.
Denne unisone danske ekspertvisdom, der går helt på tværs af, hvad adskillige internationale eksperter kommer frem til, blev for nylig pludselig modsagt af et hjemligt kor af fagfolk. I Dagbladet Politiken advarede de direkte imod at sende barnet i vuggestue før 2-årsalderen. Det er alt for brutalt for en lille menneskeunge at blive forladt af sine forældre i den alder – og det kan få følger: Risikoen er, at der kommer usikre, aggressive og urolige væsner ud af det. Det som man engang kaldte forsømte børn.
Som børnepsykologen John Halse formulerede det: »Jo senere et barn kommer i daginstitution, jo bedre er det«.
I sandhed nye toner. Måske denne ekspertadvarsel er første pip i en ny sang om vores velfærdsstat:
Den danske velfærdsmodel er vores nationale stolthed, og vi ville så gerne importere den til alverdens fjerneste egne, så alle andre kunne få det lige så dejligt som os.
Men med til billedet hører: I velfærdens navn har vi stuvet børnene af vejen i reservater og overladt dem til et skiftende hold af professionelle.
Der er ingen voksen til stede i en dansk velfærdsbarndom.
Er der egentlig nogen grund til at være stolt af det?

Kronik i Berlingske Tidende 14. december 2010