søndag den 19. december 2010

En dråbe i skattehavet

Tænker du nogensinde over, hvad dine skattekroner går til? Lad mig henlede din opmærksomhed på en enkelt lille dråbe i det store danske skattehav. Den ligger på Christianshavn, den mest idylliske del af hovedstaden. Dér sidder ca. 100 mennesker og arbejder på din og min regning. Angiveligt kæmper de for frihedsrettighederne og er det ikke lige det, vi har brug for i disse tider, hvor frihedsrettighederne beviseligt er under pres, og hvor FN´s menneskerettighedsråd f.eks. er ved at blive overtaget af en islamisk lobby, der propaganderer for islamiske ”menneskerettigheder” - et andet ord for sharia-rettigheder?
Jo, det skulle man tro.
Men prøv nærmere at studere Dansk Institut for Menneskerettigheder, som stedet hedder. Forsiden på deres hjemmeside prydes af en reklame for en ”mangfoldigheds-pris”, som gives til arbejdspladser, der har formået at efterleve multikultur-ideologien. Og selv om du bruger timer og dage på at studere denne omfangsrige, skattefinansierede institution finder du ikke én henvisning til de islamiske sharia-rettigheder. Sharia-rettighederne stammer fra den såkaldte Cairo-erklæring, hvor der f.eks. om ytringsfriheden står følgende: ”Enhver skal frit kunne udtrykke sin mening, når det sker på en måde som ikke er i modstrid med principperne i sharia”. Med andre ord skal enhver ikke frit kunne udtrykke sin mening. Når det er så afgørende, hvad Cairo-erklæringen indeholder, skyldes det den resolution, FN vedtog i 2007, hvis ordlyd direkte var taget fra Cairo-erklæringen. Her hed det, at ytringsfriheden kan begrænses af hensyn til religioner (læs: islam). Islam skal altså stå over det frie ord. Cairo-erklæringen med al dens frihedsfjendtlighed er med andre ord ved at vinde indpas i FN på lige fod med den originale FN-menneskerettighedserklæring. Et perspektiv, der er temmeligt skræmmende, al den stund Danmark konstant får at vide, at vi har pligt til at følge alle FN-konventioner.
Tilbage til de 100 mennesker på Christianshavn. Hvordan kan det være, at de ikke ser det som en væsentlig, ja, helt afgørende opgave at oplyse om og bekæmpe denne fatale FN-udvikling, der på lang sigt kan underminere alt, hvad vi forstår ved frihed? Hvordan kan det være, at Instituttets hjemmeside ikke indeholder ét ord om sagen, selv om Instituttet udtrykkeligt har pligt til at ”udøve dokumentations- og informationsvirksomhed”. I Sappho, det nettidskrift, jeg har fornøjelsen af at redigere, stillede en læser Instituttets direktør, Jonas Christoffersen, dette gode spørgsmål og fik følgende svar: Det er ikke relevant for Dansk Institut for Menneskerettigheder at oplyse om Cairo-erklæringen. Man måtte forstå, at de 100 hårdtarbejdende mennesker har en bagatelgrænse. Ærlig talt, det kan også blive for småt.
Det er bare sjovt, hvad der ifølge Instituttet er småt og hvad der ifølge Instituttet er stort. Instituttet har ressourcer nok til at tordne mod patienter, der gerne vil bruge det frie sygehusvalg til at fravælge hijab-bærende læger. Instituttet har også fundet stunder til at kritisere regeringens forslag om point-system, regeringens ghettoudspil og regeringens afgørelser i indfødsretssager – samt slå på tomme for flere LEGO-mænd med mørk hudfarve i daginstitutionerne. Men Cairo-erklæringen, den største institutionelle trussel mod FN´s menneskerettigheder, har Instituttet ikke tid til at forholde sig.
Forleden kritiserede Morten Messerschmidt Instituttet for at politisere og det må man kalde en underdrivelse. Instituttet er simpelthen en af regeringens mest ihærdige modstandere. For Instituttets omtågede blik fremstår VKO som det store dyr i åbenbaringen, mens Cairo-erklæringen er en lille, ligegyldig, missekat. Helt i orden. Vi lever i et frit land, men hvorfor skal de i forvejen skatteplagede danskere finansiere denne forskruede dagsorden? Skulle vi ikke hellere overlade det til venstrefløjens vælgere?

Klumme i Jyllands-Posten  18. december 2010