Så blev det midsommer og den ukendte, duftende rose i haven blomstrer.

En halv heldagsskole - og ikke et ord om disciplin

»Det ligner en detalje«, forkyndte Martin Krasnik, da han havde Lars Barfoed i et af sine sædvanlige politiforhør i "Deadline" på DR2.

" Detaljen" var den historiske ændring, som det seneste folkeskoleforlig medfører: Børn skal ikke længere gå i skole for at lære, men for at være. Skolen skal være en tvungen opbevaringsanstalt.

Som Lars Barfoed så rigtigt har sagt: Det fratager familien dens frihed.

De talende klasser har været ved at falde ned af stolen af lige dele forargelse og latter over, at De Konservative kan gå op i noget så ligegyldigt og altmodisch som familiens frihed.

Altså vi skriver 2013 i socialstaten Danmark.

Hvad skal vi med frihed til familierne? De bruger den jo alligevel ikke. Det er i vid udstrækning sandt, men skyldes først og fremmest, at man bevidst har indrettet samfundet sådan, at kun de færreste har råd til at være fuldtidsforældre.

Og med heldagsskolens indførelse støbes denne ensrettende model i beton, så det lille mindretal, der har prioriteret at være sammen med sine børn om eftermiddagen, helt fratages den frihed, de trods alt har.

I skrivende stund er der udsigt til, at heldagsskolen udskydes til næste valg.

Slaget om heldagsskolen er derfor ikke endegyldigt tabt, men vil blive en del af næste valgkamp.

Der er grund til at sende De Konservative en stor og varm tak for dette resultat.

Lad os håbe, at De Konservatives protester medfører, at hele folkeskoleforliget vil komme til debat i næste valgkamp.

Forliget råder nemlig ikke bod på de massive problemer, som blev blotlagt i DR-udsendelserne "9. z mod Kina".

Som Ralf Pittelkow har gjort opmærksom på i Den Korte Avis, er der ét ord, der glimrer ved sit fravær i forligsteksten: disciplin.

Når man kæmper sig igennem de mange siders floskuløse sprog, støder man på løfter om bedre trivsel, ro og orden, men søger man efter midlerne til at genoprette ro og orden i folkeskolen, finder man ikke andet end et "trivselsbarometer".

Barometeret burde stå på storm i 9. z, men hvad der skal gøres ved det? Svaret blæser i vinden.

Til gengæld afslører teksten embedsmændenes evne til at pakke upopulære ting ind i sort snak.

Hele foråret er regeringens ønske om aktivitetstimer blevet kritiseret så grundigt, at selv vejrhanerne i Venstre begyndte at få kolde fødder ved dette åbenbare bevis på heldagsskolens indførelse.

I forligets tekst er de da også helt forsvundet, men på deres plads optræder et nyt fænomen: "Understøttende undervisning", der sjovt nok har stort set samme timetal som de forkætrede aktivitetstimer.

Hvad er understøttende undervisning? Ja, det indebærer bl. a. lektiecafé og kan overlades til pædagogerne.

Hvis eleverne i 9. z altså har brug for hjælp til den særligt svære del af deres fysik, så skal de spørge - en pædagog! Vil det løfte niveauet? 

Vil det være en nyttig måde at bruge børnenes tid? Nej, men disse næsten otte timers tvangsophold om ugen giver til gengæld plads til det fuglebursbyggeri, som Helle Thorning stillede i udsigt i sin åbningstale.

Som den konservative Casper Strunge har gjort opmærksom på, er timerne til "understøttende undervisning" blot aktivitetstimer pakket ind på en måde, der gør dem mere spiselige for de borgerlige.

Uanset hvad de kaldes, medfører de, at vi får en halv heldagsskole.

Christine Antorini har grund til at glæde sig, mens alle borgerlige må græmme sig.

Jyllands-Posten 15. juni

Meningernes marked, kaldet folkemøde

De seneste dage har jeg været til såkaldt Folkemøde på Bornholm,  som ikke er et folkemøde med et Meningernes Marked - placeret et underskønt sted i Danmark. Trykkefrihedsselskabet havde to dødstruede intellektuelle med og bevægede os derfor omkring med en hale af sikkerhedsfolk.

Vores møder var velbesøgte og det kom ikke til at gå som på tegningen. Her JP's  rapport fra et af møderne.

Latterlig Tidehvervs-analyse fra opportunist-teologer

Jeg skriver i Kristeligt Dagblad om sidste uges latterlige artikel om Tidehverv: "Jeg blev for nyligt medudgiver af et halvkatolsk blad. Jeg vidste det ikke selv, men blev oplyst om det, da Kristeligt Dagblad på forsiden kunne afsløre: ”Tidehverv nærmer sig katolikker”. Hjemmelsmanden til denne for mig ret opsigtsvækkende påstand var først og fremmest sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen. Hans påstand hviler primært på den iagttagelse, at den tidligere paves tale i Regensburg er blevet delvist optrykt i Tidehverv. Skarpt set. Det er godt nok syv år siden, det skete, så hvis det er den rygende pistol, der afslører den tidehvervske skabspapisme, har det nok taget sin tid for iagttageren at finde frem til den. Ulige sværere er det at finde en linje i Reinholdt Rasmussens tidehvervs-diagnose." Læs mere

Lægernes vigtige kamp

Det var svært at have udelt sympati med Danmarks Lærerforeningen under forårets lockout. En forening, der gør en rundkredspædagogisk prangertype som Anders Bondo Christensen til talsmand, gør det vanskeligt for sig selv.

Alligevel var der grund til at have det. 

Det viste sig i denne uge, hvor kommunernes landsforening forsøgte at presse politikerne til at sige ja til heldagsskolereformen og brugte lærernes påtvungne overenskomst som argument. 

Det var altså derfor, lærerne skulle bankes på plads: Vejen for Antorinis våde socialistiske drøm om heldagsskolen skulle banes.

Det er til gengæld ikke svært at have sympati med de praktiserende lægers aktuelle protest mod Astrid Krag. Selv om ordet PLO giver helt forkerte associationer, skal man ikke have lyttet meget til formanden for de praktiserende lægers organisation, Henrik Dibbern, før man fornemmer, at vi her er milevidt fra Anders Bondo Christensen.

Det er afdæmpet indignation og stålsat vilje til at forsvare sit fag, der præger ham.

Hvad er det, der får hele korpset af praktiserende læger til at slutte op om hans protest også selv om det sikkert kommer til at koste dem ganske mange kroner og øre?

 Man skulle måske hellere spørge, hvad det er, der får Astrid Krag til at slå ind på en kurs, der kan komme til at koste os patienter dyrt. For opsiges kontrakten mellem det offentlige og lægerne, kommer vi patienter til at betale kontant ved lægebesøg.

Hvorfor insisterer sundhedsministeren alligevel på at lave en dramatisk omlægning af de praktiserende lægers arbejdsvilkår? Som forholdene er nu, er de danske praktiserende læger en succes. De mange små selvstyrende klinikker er efter internationale standarder billige og effektive.

I den verserende spinkrig mellem regionerne og lægerne hører vi meget om lægernes griskhed, men ikke så meget om deres lange arbejdsdag.

I gennemsnit arbejder de ca. 45 timer om ugen, til gengæld har de den store glæde selv at kunne tilrettelægge deres arbejde.

Det er den frihed, de risikerer at miste med Astrid Krags lovforslag, der vil betyde, at almen praksis fremover kommer til at blive styret mere af djøf'ere end af læger. Folk uden føling med faget vil få magt til at detailregulere de privatpraktiserendes arbejde, præcis som man ser det så mange andre steder i den offentlige sektor, der i højere og højere grad retter ind efter New Public Manegement.

Mens de fleste højt sukkende retter sig ind under det deraf følgende kontrolhysteri og detailreguleringsmani, der fratager de ansatte både arbejdsglæde og ansvar, siger de praktiserende læger højt og tydeligt nej. De kæmper lidenskabeligt for at bevare deres selvstændighedskultur.

Det klæder dem, og allermest klæder det dem at slå ring om deres lægelige tavshedspligt og insistere på at patientjournalerne ikke skal risikere at være tilgængelige for regionerne.

Som en af dem sagde til mig: »djøf'erne forstår ikke, hvor meget det betyder, at man kender folk godt. Vi følger patienterne i ca 25 år og vi har deres fortrolighed«. Fortrolighed og tillid er selvfølgelig helt afgørende, hvis man skal have folk til at fortælle den usminkede sandhed om deres egen sundhedstilstand.

Men fortroligheden smuldrer, hvis patienterne oplever, at fortrolige oplysninger ikke er fortrolige.

Det vil føre til mistillid og dermed tavshed fra patienternes side - til gavn for ingen.

Lægerne har en god sag, men de er oppe imod en magtfuld falanks.

Jeg håber, at denne selvbevidste faggruppe er stærk nok til at forsvare sit fag mod New Public Manegement.

Jyllands-Posten 8. juni

Positionisterne

I 2011 debatterede jeg Martin Luther med Stjernfelt. Jeg var ikke imponeret over hans viden

Min erfaring fra arbejdet i Trykkefrihedsselskabet er, at de, der har mest travlt med at bagtale vores arbejde, er dem, der ligger tættest på os rent holdningsmæssigt. De sværter os for at positionere sig selv. Det gælder f.eks. Frederik Stjernfelt. Jeg skriver om fænomenet i dag i Sappho Læs mere 

Da fakta kom frem i lyset

I onsdags sad en masse avislæsere desorienterede efter at have studeret deres papiravis: Kernen i dagens varme historie kunne de ikke stifte bekendtskab med, for deres avis havde nægtet at bringe den annonce, som var på alles læber. Hvad står der egentligt i den, ringede en Berlingske Tidende-læser til mig og spurgte.

Mens nærværende avis nemlig bragte DF's omdiskuterede annonce om de nye statsborgere, ville BT, Politiken, Information og Berlingske ikke røre den med en ildtang.

Manglende kendskab til annoncens ordlyd var måske grunden til, at mange hoppede på DR's historie om, at annoncen »mistænkeliggør knap 700 mennesker.« Havde disse læsere kunnet studere annoncen ved selvsyn, havde de opdaget, at DR traditionen tro lagde sin egen caffe latte-farvede tolkning ned over virkeligheden. For ud over DF's eget politiske budskab indeholdt annoncen ikke andet end faktuelle oplysninger, som enhver via Folketingets hjemmeside kan skaffe sig adgang til.

Det er et ubestrideligt faktum, at et massivt flertal i Folketinget i torsdags stemte for en lov, der giver knap 700 mennesker dansk statsborgerskab, herunder én, som PET mistænker for at være »til fare for rigets sikkerhed«. Timingen er tankevækkende.

Denne vanvittige handling føres ud i livet næsten præcis en uge efter, at en britisk soldat blev massakreret af medlemmer af den islamistiske gruppe Al-Muhajiroun, som britiske iagttagere i årevis har advaret imod uden at the establishment har lyttet.

Nu er det så danske parlamentarikere, der vælger at overhøre PET's advarsler og udstyre en potentiel terrorist med privilegier, der gør, at Danmark for altid vil hænge på ham, uanset hvilke ugerninger han begår. Læg dertil, at justitsministeren nægter at oplyse, hvem den mistænkte er, så alle knap 700 over én kam mistænkes, mens offentlighed og folketing foreholdes livsvigtige oplysninger.

Jo, det er godt nok en sag, der bør udløse stor opstandelse. Men opstandelsen udeblev. Medlemmerne af Folketingets indfødsretsudvalg fik i al stilfærdighed lov at foretage deres dybt uansvarlige handling. Indtil annoncen i onsdags.

Men da halvmørkets gerninger så endelig kom helt frem i lyset, var det ikke gerningerne selv, der vakte forargelse, men annonceringen af dem. De talende klasser var skiftevis i chok og i gang med at skrive politianmeldelser, mens fallerede advokater profeterede om de astronomiske fantasibøder, annoncen ville koste DF.

Imens fik de annoncenægtende avisers hykleri lov at gå upåtalt hen. For hvordan kan f. eks. Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, den ene dag protestere over offentlighedsloven, fordi den »mørklægger den politiske proces«, og så næste dag stoppe en annonce, der netop oplyser om den politiske proces? 

Og hvordan kan Politikens chefredaktør Bo Lidegaard med vanlig patos hævde, at annoncen lader hånt om retssamfundet? Det må jo betyde, at et retssamfund kan kendes på, om det tildeler potentielle terrorister statsborgerskab. Men et sådant samfund er snarere et selvmordssamfund, der i blind underkastelse under de overnationale konventioner opgiver at beskytte sine egne borgere.

Mens den unisone forargelse over den "smagløse" annonce var på sit højeste, blev den med et slag punkteret af juraprofessor Gorm Toftegaard-Nielsen, der til Politiken.

dk udtalte: »Det, Dansk Folkeparti gør, er dét, der var meningen med grundlovens paragraf 44«. Ja, så enkelt er det. For ifølge grundloven kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov. Annoncen rejste altså en legitim debat om denne lov.

Nu ved offentligheden, hvor ligeglad folketingsflertallet er med vores sikkerhed. Vi er advaret.

Jyllands-Posten 2. juni