lørdag den 28. juni 2014

Den falske sammenligning mellem islam og kristendom

.Hvad er forskellen på kristendom og islam, Koranen og Ny Testamente i synet på synd og homoseksualitet?  Større end Politiken-segmentet vil være ved. Her insisterer man på at overse, at dogmet om arvesynd er vejen til overbærenhed og ægte tolerance. Læs mere


søndag den 22. juni 2014

fredag den 6. juni 2014

Grundlovstale: Venstres gådefulde EU-begejstring


I torsdags holdt jeg Grundlovstale i Venstre-regi på det smukke Edelgave-gods, inviteret af en af mine yndlings-Venstre-folk, Edith Thingstrup. Jeg benyttede lejligheden til at give Venstre en opsang: Hvordan er det gået til, at det parti, der udsprang af den grundtvigske Højskole, der satte fædreland og folkestyre over alt andet, er endt som det parti, der – næsten mere end noget andet parti – tilsidesatte fædreland og folkestyre til fordel EU?


Noget af det gode ved et Grundlovsmøde som det i dag er at det giver os lejlighed til at synge nogle af vores fædrelandssang.
Gamle sange skrevet af gamle mænd, der, engang for længe siden i for-forrige århundrede satte sig ned og nedfældede deres deres følelser for Danmark, det danske landskab, den danske sommer.

Aldrig er Danmark smukkere end når vi står herude på en idyllisk plet som denne og sammen synger deres sange om de grønne lunde, det lysende løv og bygerne, der går og kommer.

Man kan blive så grebet af stemningen, at man helt får lyst til at give H.C. Andersen ret, når han et sted skriver: ”Jeg tror, der er skønnest i Danmark”.

Men det er selvfølgelig løgn, selv om det er en smuk løgn. Der er steder i verden, der er skønnere end Danmark. Men det Danmark, der er vores land.


Vi holder ikke af Danmark fordi det er et yndigt land. Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det.” - som en klog mand har sagt.
Og når vi holder af det, fremhæver vi alt det bedste ved landet: Det bedste ved landskabet og det bedste ved menneskerne, der bor i det.
Fordi vi nu engang ser det gennem kærlighedens briller.
Men det betyder ikke, at kærligheden til landet står og falder med, at Danmark er smukt og yndigt og rart og behageligt at bo i.

Det bliver sagt så præcist af Johannes Helms i sangen, vi lige sang:
Mig fryder din ros, din ære, mig knuger din sorg, dit savn;
hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn”.

Når digterne til de sange, vi synger, digter om kærligheden til Danmark, så er det altså især en bestemt side af kærligheden, de har i tankerne: Pligten. Forpligtelsen over for det land, som er vores.

Og det, som mange af dem så som deres fornemste pligt var én bestemt ting:
At sørge for at Danmark forblev et selvstændigt og suverænt land.

Så når vi synger med på deres sange her på en grundlovsdag, bør vi spørge os selv: Lever vi i dag op til den forpligtelse?

Det korte svar er nej.

I løbet af de seneste 40 år har vi solgt ud af dansk suverænitet og dansk selvstændighed.
Vi har stykke for stykke afgivet magt fra det danske folketing til EU, så vi i dag er i den situation, at mellem 60 og 80 pct. af al dansk lovgivning stammer fra Bruxelles.

Det er ikke det danske folketing, der afgør, hvem der har ret til at modtage børnepenge.
Det er ikke det danske folketing, der afgør, hvordan vi bedst sikrer ytringsfriheden.
Det er ikke det danske folketing, der afgør, hvordan dansk udlændingepolitik skal udformes.

Det danske folketing er med andre ord i fuld gang med at reducere sig selv til en kommunalbestyrelse. Suveræniteten fosser ud af statskassen, som forfatteren og eks-Bruxelles-korrepondenten Erik Høgh-Sørensen for nyligt formulerede det.

For over folketinget står EU's institutioner med EU-domstolen i spidsen og vi har som danskerne ikke andet valg end at klappe hælene sammen og gøre hvad der bliver sagt derfra - imens vi sidder og iagttager unionen antage den form, som det fra begyndelsen var tanken med den:

At blive en union, der gøres stadigt snævrere, sådan som det hedder i Romtraktaten helt tilbage fra 1957.

Da danskerne stemte ja til EF i 1972 var det ikke det, de havde i tankerne.
EF blev præsenteret som et fællesmarked, der ville sikre gode flæskepriser for landbruget, ikke som en overnational union, der underminirede vores nationale selvbestemmelse.
Nu 42 år senere er den overnationale union for alvor er ved at tage form og modstanden mod den endeløse EU-indblanding vokser. Heldigvis
Det var sidste søndags valg til EU-parlamentet et klart signal om. Her stormede EU-kritikerne som bekendt frem.


Jeg har personligt mødt adskillige medlemmer af Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, der alle har stemt på Morten Messerschmidt.
Ved et folketingsvalg ville de aldrig drømme om at stemme Dansk Folkeparti, men når de endelig får chancen for at stemme på en borgerlig EU-kritiker, ja, så griber de den. Og det viser sig, at det især er Venstrevælgere, der greb chancen.
Hele 250.000 Venstrevælgere valgte ifølge medierne sidste søndag Dansk Folkepartis kandidat frem for Venstres.

Se, denne vandring burde jo føre selvransagelse og refleksion hos Venstre. Det var det, der burde være blevet holdt krisemøder om de sidste 10 dage. Så var vi måske sluppet for det uværdige forløb, vi har været vidne til den seneste uger: En heksejagt anført af lemmingeagtige medier, der var tæt på at fælde Venstres formand.
Jeg må indrømme, at jeg finder det direkte tåkrummende , at vi efter et så historisk valg bruger al offentlig tid på at snakke om Venstres indkøb af, habitter, sko og boksershorts til deres formand.
Havde det så været Venstreformænds indkøb af EU-sokker, der havde været i fokus, så havde det kunne give en smule mening.
For det er den eneste beklædningsgenstand, som Venstreformænd aldrig burde have brugt penge på.

Og det er en kilde til undren, at Venstreformænd i årtier har gået rundt med stjernebekransede EU-sokker – både i bogstavelig og overført forstand.

Ja, det er for mig at se en af de helt store gåder: Hvordan er det gået til, at det parti, der udsprang af den grundtvigske Højskole, der satte fædreland og folkestyre over alt andet er endt som det parti, der – næsten mere end noget andet parti – tilsidesatte fædreland og folkestyre til fordel EU.

Den overnationale EU-union, der i større og større grad aftegner sig og som systematisk tømmer de nationale parlamenter for magt og indflydelse.

Det er en gåde, jeg ikke kender svaret på, men tiden må efterhånden være kommet, hvor landets største borgerlige parti vælger en kurs, der er mere kritisk over for EU. En kurs, der sætter hensynet til landets suverænitet forrest.


Der er nemlig et bestemt fremskridt jeg som gammel borgerlig EU-modstander har bidt mærke i og glædet mig over: De seneste tiår er EU-kritikken gået fra at være rød til at blive blå. Fra at være venstreorienteret til at blive borgerlig.

Vi var godt nok ikke mange borgerlige dengang i forsommeren 1992, da jeg gik på gaden for at kæmpe for et nej til Maastrichttraktaten. Ja, det var faktisk en gang imellem lidt tåkrummende at stå sammen med socialister og rabiate BZ'ere og agiterere imod unionen.
Vi unionsmodstandere havde rent ud sagt nogle sære sengekammerater.

De dage er heldigvis ved at være forbi. Vi har fået værdigere allierede i EU-kritikken. I dag indser flere og flere borgerlige, at EU er en trussel mod alt hvad man som borgerlig står.
Nu mangler vi bare, at den borgerlige EU-kritik også kommer til at sætte sit præg på de borgerlige partier. Ikke mindst på det største og mest magtfulde.

Og der er inspiration at hente fra vores europæiske nabolande. Tag f.eks. Storbritannien, hvor den borgerlige premierminister har skitseret en EU-kurs, som det borgerlige Danmark så nemt som ingenting kunne indoptage som sin egen.
Sidste år lancerede David Cameron sin egen vision for EU, hvor han gjorde alle påstande om at man er anti-europæisk fordi man er EU-kritisk til skamme. 
Tværtimod sprang Cameron med sit budskab ud som sand europæer.
Cameron tog nemlig udgangspunkt i virkelighedens Europa, ikke i utopiens. i det Europa, som ER ,og som ikke først skal skabes af politikere og EU-projektmagere.
Han sagde:

»Der findes ikke et enkelt europæisk dem-os. Det er de nationale parlamenter, som er og vil forblive den sande kilde til ægte demokratisk legitimitet og troværdighed i EU. Det er Forbundsdagen, Angela Merkel skal stå til ansvar for. Det er det britiske parlament, jeg skal aflægge regnskab over for... Det er disse parlamenter, som skaber ægte respekt, endog frygt, hos nationale ledere.«

Med andre ord sagde Cameron: Et ægte demokrati forudsætter et demos. Et folk. Uden et folk, intet folkestyre.
For Europa består af mange, ikke af ét folk og EU bør indrette sig efter denne historiske kendsgerning i stedet for at dræne medlemslandene for national suverænitet.
Sådan taler en ægte europæer, der ved, at Europas styrke historisk har været national mangfoldighed, ikke overnational ensretning.
Men Camerons Europa-positive budskab blev stort set overhørt i den danske presse og blev mange steder præsenteret som "farligt", "dristigt" og noget, der kunne "smitte" andre lande. 

Det var nærmest en moralsk afvisning, hans EU-vision blev mødt med, og denne reaktion viste konturerne af et nyt, bizart fænomen: Det, som man kan kalde EU-nationalismen.
Det tankevækkende var nemlig, at det tungeste argument mod Camerons forslag var, at det primært gavner hans eget land.
Cameron vil gøre EU til et "tag selv-bord", han vil pille rosinerne ud af EU-bollen til gavn for Storbritannien, som den altid EU-ukritiske "ekspert", Marlene Wind panderynkende formulerede det.
Ja, forhåbentligt da!
For det er da hans pligt som leder af Storbritannien at varetage Storbritanniens interesser!
Men nej, ifølge disse EU-advokater er det uhyre umoralsk at tænke på sit eget land. før man tænker på EU. På grundlovens tid hed det: »Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette«,
I dag er den uudtalte EU-præmis: Spørg ikke, hvad EU kan gøre for dit land, men hvad dit land kan gøre for EU.
Denne EU-nationalisme er en logisk følge af unionsbyggeriet: En statsdannelse kan kun bestå, hvis dens borgerne lærer at elske den. Hvis borgerne er loyale over for den.
Men der findes ingen eller i hvert fald meget få europæere, der er villige til at gå i døden for Europa, for der findes ikke et enkelt europæisk demos, ikke eet europæisk folk, men mange europæiske folkeslag.
Og Europa lever i sidste ende af, at de europæiske folk er loyale over for deres egne lande.
Den nye EU-nationalisme er et forsøg på at underminere den nationale loyalitet og er dermed dybt skadelig for Europa.
Så: EU-unionsbyggeriet gør ikke kun vold på dansk suverænitet, den gør også vold på Europa.
Det er det, Cameron har indset, og det som danske borgerlige partier også burde indse.
Ja, også gerne venstresiden i folketinget med.

Hør bare hvad et tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem sagde i 1992, da vi skulle tage stilling til Maastrichttraktaten.

Nu var det ikke en hvilken som helst socialdemokrat, men Frode Jacobsen, den ledende kraft i modstandsbevægelsen under besættelsen og medstifter af Danmarks frihedsråd, der førte ordet. Han sagde nej til unionen med denne begrundelse.

Et folkestyre er kun muligt inden for et folk. Det kræver, at folket kender dem, de stemmer på, og at de valgte bagefter har noget at skulle have sagt.

Et folk, som ikke længere selv kan afgøre sin udenrigspolitik, hvad det skal mene er godt, hvad det skal mene er ondt, har mistet - med store ord - sin sjæl, sin samvittighed. Med jævne ord: sin identitet.
Men de to ordvalg fortæller det samme: Det har ophørt med at være et folk.
Er det i sig selv så stor en ulykke?

I verdenshistoriens titusinder af år er hundreder af folk opstået og gået til grunde igen. Vil det danske folks opståen, legen med nogle hundreder af år, være mere end en krusning på havet?
Nej, men det er en krusning, som jeg er en del af, som jeg har leget med i sammen med de fleste, jeg kender og holder af. Vist vil vi gå til grunde engang. Men jeg vil stritte imod. Ikke sælge mit folk, min arv, mig selv for en ret linser.”

I dag er det vores forpligtelse at stritte imod og ikke sælge vores lands suverænitet for en ret linser.

Hvis vi ikke påtager os den forpligtelse, kan vi ikke synge med på vores smukke fædrelandssange. I hvert ikke med god samvittighed.

Løkke-sagen: Blodhundene og bandarfolket tabte

Ugens bedste citat: ”Hvis Ekstra Bladet havde fået fingre i Churchills bilag, havde Hitler med al sandsynlighed vundet Anden Verdenskrig (Henrik Jensen, JP).


Noget af det eneste gode ved hele den afsindige sag om Løkkes tøj mm er, at den bragte Kiplings digt If ”frem af glemslen. Det fremragende, men af 68 så bagtalte digt, blev pludselig citeret på diverse netaviser. Tænk engang.
Der er meget at hente hos Kipling. Jeg skriver i dag om hans ædende onde portræt af datidens presse i Junglebogen (glem filmen, læs bogen): Bandarfolket: Lemminger, der hovedløst jager den enkelte, og bagefter glemmer alt om udåden for at skynde sig videre til næste offer. Man skulle tro Kipling havde læst Ekstra Bladet.
Der er meget at hente hos Kipling. Jeg skriver i dag om hans ædende onde portræt af datidens presse i Junglebogen (glem filmen, læs bogen): Bandarfolket: Lemminger, der hovedløst jager den enkelte, og bagefter glemmer alt om udåden for at skynde sig videre til næste offer. Man skulle tro Kipling havde læst Ekstra Bladet. Læs mere


Mens presset var størst på Løkke, kommenterede jeg sagen i Information her

lørdag den 31. maj 2014

Tomheden regerer på hospitalet

Rundt omkring på de nye sygehuse er man ved at smide traditionen for kirkerum  på porten: De nye supersygehuse skal være superneutrale til trods for, at Danmark som stat netop ikke er det. Det indebærer, at korset udrenses. En vigtig side af kulturkampen, der udkæmpes netop nu. Læs mere


lørdag den 24. maj 2014

V-formandens store svigt

En ny fængslende bog om EU blotlægger, i hvor høj grad Anders Fogh-Rasmussen svigtede Danmark. En sag, der får Lars Løkkes tøjindkøb til at ligne en meget lille bagatel. Læs mere.

tirsdag den 20. maj 2014

Nyt foredrag i anledning af et glemt jubilæum

Da storbyens samvittighed vågnede:

Den københavnske folkestrejke sommeren 1944



I slutningen af juni er det 70 år siden københavnerne gjorde oprør mod besættelsesmagten. En våbenløs millionby gik på barrikaderne mod en bevæbnet, krigstrænet overmagt i et historisk enestående udslag af civil ulydighed. 
Midt i konflikten måtte københavnerne vælge om de ville følge samarbejdspolitikernes eftergivenhedslinje eller modstandsbevægelsens konfrontationskurs.
De valgte det sidste, selv om det tilsammen kostede over 100 døde og 600 sårede.
En af dem der fulgte begivenhederne tæt i den belejrede by var forfatteren Martin A. Hansen. Han sammenfattede københavnernes protest sådan: ”Nu, endelig, skal vi vise dem. De tror, vi kun dur til at æde!”

I tekst og billeder fortælles historien om de skelsættende 9 dage, da københavnerne skulle vælge mellem at gøre oprør mod overmagten eller give efter for den.