lørdag den 12. april 2014

Om tilgivelse, Ahmed Akkari og radiotavshed

Skal vi, eller skal vi ikke tilgive Ahmed Akkari, lyder spørgsmålet alle vegne. Men det handler slet ikke om tilgivelse" Læs mere 

torsdag den 10. april 2014

En bog, der ændrer historieskrivningen om Muhammedkrisen

Ahmed Akkaris bog, der er skrevet af Martin Kjær Jensen, er fremragende og  fortjener at blive læst af mange. Jeg har skrevet om bogen her og var også med til  hans bogreception, som var en fin og opbyggelig oplevelse. Se flere billeder derfra her

Trykkefrihedsselskabets formandskab sammen med Akkari

Sig undskyld, Uffe Ellemann

Ahmed Akkaris  bog afslører nye ting om Uffe Ellemann. Han burde sig undskyld for sin ageren under Muhammedkrisen Læs mere

lørdag den 5. april 2014

Lille by i klemme

Det hører til sjældenhederne, at jeg roser en radikal politiker, men dette er dagen, hvor Margrethe Vestager skal have ros for at sige nej til liberalisering af planloven. Læs mere

tirsdag den 1. april 2014

Basim og national-nihilisterne

Den danske befolkning er dybt forvirret, for ikke at sige uoplyst. Det var budskabet i en artikelserie i Berlingske, der belærte læserne om, at det er for dårligt, at vi ikke ved, at dette års Melodi Grand Prix-vinder, Anis Basim Moujahid, ikke er indvandrer. Tænk, det vidste jeg heller ikke. Faktisk anede jeg meget lidt om manden og vidste ikke, at min lykkelige uvidenhed var ulykkelig, endsige forargelig.
Men det er den. I hvert fald, hvis man på baggrund af Basims relativt eksotiske navne tillader sig nysgerrigt at spørge, om han er indvandrer. Det var der en læser i selveste Information, der kom for skade at gøre, ovenikøbet på en særdeles politisk korrekt måde.
Han ville såmænd bare gerne høre, om den stakkels Basim mon nogensinde havde været udsat for racisme i sin egenskab af indvandrer.

Trods det paternalistisk bekymrede spørgsmål flammede medieforargelsen op: Hvordan kunne han tillade sig at gå ud fra, at Basim ikke var dansker! Hvordan kan man overhovedet tillade sig at bruge begrebet andengenerationsindvandrer, når man ved, at det »kan få bålet til at blusse op«, som en sprogforsker docerede. 

Vi burde »rette sproget ind« og lære af Sverige, hvor man gør en dyd ud af at fortrænge fakta.
Så blev man det klogere: I visse journalistkredse er svenskernes løgnagtige omgang med virkeligheden åbenbart noget, man sukker efter at importere.

Men der er nu en mærkelig inkonsekvens over forargelsen.

Nu har vi i årtier fået at vide, at der bestemt ikke er noget i vejen med at være indvandrer, ja, at indvandrere faktisk er nogle, vi har alt for få af i Europa, og så er det pludselig vildt forargeligt at antage at folk er indvandrere.
På samme måde med danskerbetegnelsen.
I årtier er danskere af Carsten Jensen-segmentet blevet nedgjort som fordomsfulde, leverpostejfarvede, svinehundsbefængte væsner, der i den grad trængte til at lære noget af indvandrerne, og så er det pludseligt vildt forargeligt, hvis man ikke hæfter denne nedgjorte betegnelse på enhver.

Inkonsekvensen dækker over sagens egentlige kerne. Den drejer sig nemlig ikke om det fine ved at være indvandrer eller ved at være dansker, men om det fine ved hverken at være det ene eller det andet. Målet er, som Sherin Khankan citeredes for at sige, at have »en global identitet«. Har man en global identitet, føler man ikke noget særligt for Dannebrog, og man synes ikke, man går glip af noget, hvis ens juleaften er kemisk renset for rødkål, andesteg og "Et barn er født i Betlehem".

Ens hjerte er nemlig ikke bundet til nogen særlig plet på kloden eller til de traditioner, der nu engang er udviklet netop dér, men til hele kloden. Fordi identiteten er global.

Men bagsiden af denne lækkert lydende medalje er ophævelsen af den nationale identitet. Hvis man hører hjemme alle steder, hører man ingen steder hjemme. Alle skel og særpræg udviskes i den globale identitets navn.

De, der er forargede over det simple spørgsmål til Basim, er i virkeligheden nationalnihilister.
De hører til de samfundsnedbrydende kræfter, der vil nedbryde det særlige ved at være dansk og dermed smide den kulturskat over bord, vi har arvet fra vore forfædre.

Heldigvis er Basim tilsyneladende ikke selv med på det hold. Han viser stolt flaget på scenen og proklamerer sin store glæde ved Dannebrog.

Hvor er det glædeligt, at han er blevet opdraget af nogen, der ikke var nationalnihilister.

søndag den 23. marts 2014

Stakkels mænd og jihad-krigere

Et bestemt foto er den seneste tid blevet siddende fast på min nethinde: billedet af en purung, lyslokket dansk mand, der med gevær i hånden står klar til at drage i krig. Han ligner mest en dreng, en dansk Jens af den krigsbegejstrede slags, der i sin tid kunne have fundet på at melde sig som Spaniens eller Finlandsfrivillig eller blive soldat i Afghanistan.
Den 21-årige aarhusianer traf et andet valg: Han meldte sig under al-Qaedas faner og drog af sted på jihad i Syrien.
Det er det, han står og glæder sig til på billedet. I begyndelsen af marts kom meddelelsen om, at konvertitten til islam var faldet som "martyr", som de siger på de jihad-sider, hvor han hyldes.
Den unge danske jihad-kriger faldt ikke på kvindernes kampdag, men var det sket d. 8. marts, havde det på en måde passet fint.


Fra ung afslappet dansker til hellig kriger 


For på sin vis er den unge forvirrede mand offer for den nedbrydning af mandigheden, der har været fast feministisk programpunkt de seneste 40 år.
Det var altid det klassiske, vestlige mandeideal, der stod for skud, og årtiers beskydning har været effektiv: Den vestlige mand er i kronisk identitetskrise og i bedste fald skrupforvirret, i værste fald totalt feminiseret.
Derfor står den unge dreng, der en dag vedkender sig sin egen mandighed og opdager den uudslukkelige drengeglæde ved ædel våbendyst, stort set uden mandlige danske forbilleder.

Er det så så mærkeligt, at han søger andre steder hen og i den 21-åriges tilfælde falder for det islamiske macho-ideal? Alle de mødre, der har nægtet deres drenge at lege med våben eller stædigt forsøgt at få dem til at strikke og lege med dukker, bør overveje, hvad resultatet af disse forskruede ideer fører med sig.
En forvirret mandighed kan føre til forfærdelige konsekvenser.

Den 21-åriges skæbne minder os om det.

Det eneste gode er, at det er ved at være et stadfæstet faktum i debatten, at den feminiserede mand er et problem.
En begavet udstilling af dette problem stiftede jeg for nyligt bekendtskab med, da jeg fik anbefalet den norsk-amerikanske serie "Lillyhammer".
Serien lader os se det moderne Norge gennem en amerikansk mafiaboss' øjne. Giovanni, som han hedder, er en ægte italiensk macho-mand, der af uransagelige grunde har valgt Lillehammer som skjulested for de fjender, der forfølger ham.





Der i denne sne-idyl stifter han bekendtskab med den ene duknakkede norske mand efter den anden: 

Både den granvoksne mand, der lader sig tyrannisere af de unge teenagebøller i toget, og de hærdebrede, stovte nordmænd, der ikke får lov at skyde den ulv, der angriber fårene på deres ejendom, men må finde sig i at blive irettesat af den, selvfølgelig, kvindelige politibetjent.

Som skamfulde skoledrenge må de gemme jagtgeværerne af vejen, indtil Giovanni til deres udelte begejstring lærer dem at finde deres indre viking frem - og få ram på ulven.

Det er også Giovanni, der på en hårrejsende håndfast måde får lært den langskæggede muslimske indvandrer, at han skal give den kvindelige integrationslærer hånden.

Og endelig opdrager Giovanni sin papsøn til at være stolt over at være nordmand i stedet for at skamme sig over norskheden.

Papsønnen er heldig. Vel hører Giovanni bestemt ikke til Guds bedste børn, men han prædiker i det mindste ikke hellig krig for den unge mand.

Drengen får det mandige mandeideal, han savner, og det er et savn, som han deler med en generation.

Jyllands-Posten 22. marts



onsdag den 19. marts 2014

Dydsterrorister

For nylig fik jeg fortalt en historie om Carsten Jensen og Jesper Langballe, som jeg synes er tankevækkende Læs mere